Milli trjánna eftir Gyrði Elíasson inniheldur dulúðugar og áleitnar smásögur. Margar kallast á við yfirnáttúruleg hughrif, aðrar á við tilfinningar og sumar fannst mér hreinlega skrítnar. Þær sitja þó eftir í minningunni, heillandi og kalla á meira. ( )

’Mellem træerne’ er dette års vinder af Nordisk Råds litteraturpris. Det skete i konkurrence med bl.a. norsk/svenske En dåre fri og de danske bidrag Stigninger og fald og Vågen, så forventningerne til den islandske novellesamling var store. Desværre lever den ikke helt op til dem.

Bogen består af 47 ganske korte noveller – bogen er kun på 215 sider – men historierne svinger omkring de samme tematikker. Oftest er der en midaldrende, mandlig fortæller. Typisk er han alene – enten bogstaveligt eller i eksistentiel forstand. Den islandske natur er for det meste en betydningsfuld kulisse. Og så lurer døden lige under overfladen som en grundlæggende forudsætning for livet.

Særligt i de første 10-15 noveller jager Eliasson den sætning, der kan give novellerne en overraskende afslutning. Det virker lidt manieret, og generelt blev jeg ikke videre involveret i de enkelte personer. Dertil er novellerne for korte, men jo længere ind i bogen jeg kom, jo mere satte jeg pris på den gennemgående stemning i bogen.

I den første novelle slæber hustruen den vrangvillige fortæller med i Ikea. Her ser han August Strindberg, der havde frygtet ”helvede mere end noget andet.” Fortælleren mener tydeligvis, at Ikea på Island snildt kan konkurrere med helvede, og han gør også Strindbergs pessimistiske valgsprog til sit eget: ”Den der siger, at livet er vidunderligt, er enten et svin eller en tåbe.” (s. 11)

Den form for manieret pessimisme er kedsommelig i længden, men heldigvis kan Eliasson ikke fastholde den stil hele vejen igennem. Landskabets og livets poesi siver frem mellem siderne, og det gør afgjort Mellem Træerne til en bedre bog.

August Strindberg sidder næppe i Ikea på Island eller noget andet sted. Så skal der i hvert fald være ”mere mellem himmel og jord” som man siger. I flere noveller flirter Eliasson da også med overnaturlige elementer, men i langt de fleste tilfælde er det snarere personernes underbevidsthed, der trænger sig på.

Der er næppe tvivl om, at Eliassons sortsyn fanger en stemning på Island efter finanskrisen - selvom rendyrket sortsyn egentlig er ret kedsommeligt. ’Mellem træerne’ veksler mellem det poetiske og det forcerede. Jeg kan bedst lide det første. ( )