Grønland, Tasiilaq, 2025
Der er krig i Europa. Paris og London står i brand, men i Grønland er der stadig fred. Vi følger sygeplejersken Carina, der er ved at dø af kræft og martres af det evindelige sollys, for det er sommer og solen går aldrig ned. Hendes mand, Ejnar Hammeken, hotelejeren Henning Kragbøll, truckføreren Absalon, ambulanceføreren Gedion, en ung tysker Michelle Wulff, en distriktslæge Gordon Bjerregaard, hans kone Rikke Bjerregaard, en ret gammel dansk lægevikar Hans Palm, tolken Henriette, sygeplejerskene Bibiane Sikivat og Freja, præsten Knud Singertaat, borgmester Vittus Kunak og politibetjenten Klaus Hagedorn.
Og navnlig Henriettes onkel, Sivert Kunak, der er skizofren og er hoppet af sin medicin og derfor stikker af fra hospitalet og op i fjeldet. Gordon mener at han nok skal kunne klare ham, men det går ikke. Sivert bedøver ham med det medicin, Gordon havde tiltænkt ham. Så skærer han et kryds i brystet på sig selv, tager Gordon på skulderen og vakler nedad mod byen igen. Sådan set kan man sige at Gordon har løst opgaven med at få Sivert ned fra fjeldet. Gordon har brækket begge ankler og havner ved siden af Michelle. Meget passende, for de har en affære og måske holder den endnu.
Hjemme hos Carina har hun ligget søvnløs og halvdøset og måske styret Sivert i tankerne?

Sød lille historie, som er smukt spundet ind i livets gang på et lille grønlandsk hospital. Det er, som det er. ( )