Un livre simple, tendre et pourtant sans concession, un monde en évolution où notre cafetier est un acteur/spectateur. ( )

Il faut toujours que l’espoir l’emporte un peu sur le souci. Le contraire serait vraiment idiot, non ?
(p. 21, Chapitre 3).

J’avais découvert Robert Seethaler avec [Le Champ], un roman très simple et très doux (même quand les personnages sont en colère), qui faisait parler les morts d’un cimetière à tour de rôle. Ce roman est au fond très similaire, même s’il utilise un autre point commun pour rassembler des personnages disparates : ils gravitent tous autour du Café sans nom, qu’ils y travaillent, en soient propriétaires ou clients. Ce roman, ce sont des personnages, mais aussi en filigrane une ville, Vienne, en pleine mutation dans les années qui suivent la fin de la seconde guerre mondiale.
Le roman est peut-être plus classique et moins surprenant que [Le Champ], mais il se lit agréablement et fait passer quelques instants tout simples en voyant se dérouler la vie toute simple de gens tout simples, avec leurs peines et leurs joies, toutes simples elles aussi.

Seethaler beschreibt in diesem Buch den Gelegenheitsarbeiter Robert Simon, der 1966 die Chance ergreift und ein Café in Wien eröffnet, eigentlich eher ein Beiserl, in dem es mittags Schmalzbrot gibt. Gemeinsam mit der Kellnerin Mila schmeißt er den Laden zehn Jahre lang. Erzählt werden einfache Geschichten: Die Liebesgeschichte von Mila und Rene, die Stammkunden, die sich einfinden. Kleine Geschichten, die ruhig verlaufen und für die Beteiligten ihr Leben, ihre Welt sind. Seethalers Schreiben ist für mich immer beruhigend, wie auch in "das Feld", weil er einfach den Verlauf des Lebens weitergehen lässt. Simon hat einen schweren Unfall im Cafe, auch bei Mila läuft nicht alles, wie es schön wäre, aber dennoch ist der Grundton positiv, denn das Leben geht weiter und wir mit ihm. ( )

Vi er placeret i Wien i efterkrigstiden, nærmere bestemt i 1966. Krigen er kommet på afstand, meget er genopbygget, og økonomien er i fremgang. Samtidig står samfundet over for store forandringer, for den øgede velstand skyldes også nye produktionsformer, der snart kommer til at forene oplevelsen af fremgang med en fornemmelse af tab af gamle værdier. Det er denne udvikling, Robert Seethaler beskriver i sin roman om livet omkring en lille café, der aldrig får et navn.

Robert Simon er barn af krigen. Hans forældre er døde, så han er opvokset på børnehjem, og da han flyttede derfra, var det ikke til sin egen bolig men til et lejet værelse hos en krigsenke. En uddannelse har han ikke fået, men hænderne er skruet rigtigt på, og han tjener sine penge som løsarbejder for de handlende på markedet. Det er en udmærket tilværelse, men Robert drømmer om mere.

Da han en dag ser et støvet kælderlokale, der engang har været en beværtning, beslutter han sig for at åbne en café. Han ved ikke meget om branchen, men han kender området. Det er ikke en fashionabel restaurant, han har i tankerne, det er et stamværtshus, hvor områdets beboere kan mødes om lidt at spise, noget at drikke og en masse snak om, hvad der rører sig. Det er præcis, hvad han får skabt, og selvom Robert forbliver bogens hovedperson, så bliver romanen også et portræt af caféens stamgæster og livet på markedspladsen de næste ti år.

Caféen går så godt, at Robert ansætter den unge Mila som tjener. Hun er indvandret fra landet, og da hendes tekstilfabrik lukker har hun intet ønske om at vende tilbage igen. Hun bliver snart en uomgængelig del af caféen og genstand for fribryderen Renés store kærlighed. Andre vigtige skikkelser er slagtermesteren med den gamle far og de mange børn, et stormombrust forhold bestående af en falleret kunstmaler og endnu en butiksejer, kortspillende pensionister og enken, som Robert stadig bor til leje hos. Hun bliver efterhånden ramt af demens og har ikke andre til at hjælpe sig.

I baggrunden rumler udviklingen videre. Supermarkederne udhuler stille og roligt de traditionelle butikkers eksistensgrundlag, narkotika kommer på gaden – Simon forelsker sig en overgang i en skrøbelig og ulykkelig pige, der tager stoffer – og gamle bygninger bliver overtaget ejendomsselskaber. Det går også ud over caféen, der lukker med et brag af en fest.

Das Café ohne Namen er fin roman om et lokalområde og dets mennesker i en fortid, der ikke er så forfærdelig fjern, selvom meget er forandret siden. Hovedpersonen er næsten for regelret og ulidenskabelig, men måske er hans beskedne og omhyggelige personlighed et resultat af hans barske opvækst. Under alle omstændigheder sørger personerne omkring ham for kolorit og farverige anekdoter. Man er i udmærket selskab på caféen, men bogen savner lidt karakterudvikling for rigtigt at løfte sig. ( )

sehr schön ( )