Max Ehrlich (1909–1983)

Max Ehrlich, born in 1909, wasn't your run-of-the-mill writer. Though he might not be a household name like some other writers from his era, Ehrlich had a talent for exploring psychological and existential questions in his works, using a variety of mediums to do so. This versatility in storytelling makes him an interesting author to explore, especially if you're a fan of mid-century American fiction that dives into the deeper recesses of the human psyche. With The Big Eye, Ehrlich penned a drama and a contemplative (if not somewhat predictable) sci-fi story.

The Big Eye starts as any other run-of-the-mill Cold War, nuke-the-world drama—except with astronomers as the focus. About 100 pages in, Ehrlich flips the script to focus on an astronomical death star headed straight for Earth. The science is dated, and just a bit iffy, but who cares? It's pulp fiction. By the time you get to the third act, you've got a good idea of where things are heading. No big shocks here, but it does make you ponder your own would-be choices if faced with the end-of-days. All in all, this novel is an easy afternoon read by the pool that'll take you from nuclear dread to existential what-ifs and back again. Recommended if you can find a copy at your local book swap.… (meer)

USA, New York, 1960 - 1963
David Hughes arbejder for Charles Dawson, der er chef for Palomar-observatoriet, der er hjemsted for Det Store Øje, et 200-tommers teleskop, der kan kigge længere end alle andre teleskoper. Dawson har sendt David til New York og han har flyet for sig selv. Folk er ivrige for at forlade byen, for man venter at der udbryder atomkrig snart. FN-bygningen er lukket, for ingen kunne blive enige om noget. David finder sin kæreste Carol Kenny og de når at have en nat sammen, inden Dawson ringer og vil have David tilbage til Palomar. Militæret i skikkelse af en general Matt Hawthorne vil have David til at blive og da ikke kommer til et planlagt møde er fanden løs. Dawson er oppe i årene og har en sød hustru Emily, der forsøger at passe på ham, men han er ikke til pylren, selv om han har hjerteproblemer og tager nitroglycerin jævnligt. David og Carol slipper ud af New York, som er blevet ramt af et mindre jordskælv. Da de kommer til Palomar, er der et stort møde i gang mellem masser af tilkaldte astronomer. Professor Ellender fra Harvard, professor Manning fra Mount Wilson, Van Vreeden fra Leyden i Holland, dr Perez frea Rio de Janeiro, Bornson fra Stockholm, professor Varanov fra Pulkovoobservatoriet i Leningrad, der Graves fra Cambridge i England, dr Smythe fra Det kgl. astronomiske Selskab og mange flere.
David viser Carol teleskopet, som man ikke kigger i, men i stedet kravler ind i, for det er et stort spejlteleskop.
Sensationen er at Dawson har opdaget en ny planet, der er på vej ind i solsystemet og faktisk er på kollisionskurs med Jorden. Juledag 1962 vil den ramme. Alle astronomerne bliver overbeviste troende. Og spekulerer over hvad Gud har af planer med den truende Dommedag. Da nyheden breder sig, er der steder, hvor en pøbel samler sig og smadrer observatorierne. Den amerikanske præsiden går på radioen og opfordrer til at folk vender sig til Gud for at få trøst og tilgivelse. "Jeg beder Dem om at søge ind i kirker og templer."
Som tiden går, kommer planeten nærmere og kan fotograferes fra teleskopet. Den ligner faktisk et stort ondskabsfuldt øje, så den bliver hurtigt bare kaldt "Det store øje". Tiden går, man finder ud af at man egentlig har lagre af tøj og mad, der kan række, så hvorfor arbejde? Militæret er også blevet arbejdsløst og man diskuterer hvad man skal gøre af atombomberne, nu hvor man ikke har tænkt sig at kaste dem efter hinanden.
I september måned kan man begynde at se planeten på himlen og for hver dag bliver det større og større, rundere og rundere, mere og mere grusomt, mere og mere klart, rødere og rødere. Børnene bliver taget ud af skolen, man bruger sin opsparing og kan rejse frit. Carol og David er blevet gift og Carol er gravid, hvilket får David til at gruble over at hun så vil være utilgængelig i nogle måneder.
Tiden går og Emily Dawson dør i en trafikulykke. Charles Dawson fortvivler og får et hjerteanfald, selv om hun var næsten tres år gammel og det derfor under normale omstændigheder ikke var urimeligt at hun døde. Nogle dage senere i en stærk snestorm går Dawson op i observatoriets kuppel, selv om det er hundekoldt og han ikke har overtøj på. Han dør af kulde, observatoriet bliver lukket, David tager job i New York, Carol flytter med og de får en lille datter, Emily.
Astronomerne regner og kommer frem til kl tyve Greenwich-tid juledag 1962. Planeten er nu så tæt på at det store røde øje er stærkt intimiderende.
I efteråret mærkes planeten tydeligt og Japan rammes af hyppige jordskælv og befolkningen evakueres til Kina. I Hanford laboratoriet laves vidunderlige ting, som udnytter atomkraften på fredelig vis. Og folk er allesammen forberedt på at dø.
Folk vil fejre jul som sædvanlig. Og gør rent og vasker op som sædvanligt. Og der sker et mirakel og øjet vender om og begynder at fjerne sig igen.
Et nyt frelsens mirakel. Og folk vender ikke tilbage til de gamle unoder.
Observatoriet genåbner og David og Carol vender tilbage. David gennemgår Dawsons efterladte papirer. Han opdager en lille lap papir, der viser at Dawson allerede fra starten har beregnet at "Det store øje" vil ramme forbi. Han får alle de førende astronomer med på at fuppe verden til at tro at den i stedet vil ramme plet. Ellender bekræfter det, men sværger også David til tavshed.
David river papiret i små stykker og går videre med sit liv.

En masse af de astronomiske detaljer er desværre noget pæreævl. En planet, som man lige kan skimte i Jordens stærkeste teleskop vil have en helt umærkelig indflydelse på noget som helst på Jorden og kan fx ikke udløse et jordskælv i New York. Ævl! Og alle astronomerne bliver troende? Mere ævl. Og beregningerne er jo lavet af professorer, så de kan jo ikke være forkerte? Og præsidenten for USA foreslår at man går i kirke for at hjælpe på problemet. Mere ævl! Og det hele er fup og ingen opdager det?

Budskabet er sympatisk nok. Hvis vi ellers kunne finde ud af at fordele goderne og holde fred med hinanden, kunne verden være et bedre sted.… (meer)