Katrine Marie Guldager

Hovedpersonen i Guldagers roman hedder Birgithe, og hun tilhører det mindretal, der staver det med th. Det har hun måttet påpege mange gange, og hun er efterhånden ved at være træt af det. Hun er også træt af udviklingen i folkeskolen, hvor lærerne nærmest er blevet bange for børnenes (og forældrenes) reaktioner, hvis der insisteres på lidt disciplin. Hun er træt af den tiltagende mangel på høflighed og almindelig pli. Mest af alt er hun nok bare ved at være træt efter et halvt århundredes liv, hvor hun hele tiden har været den, der skulle tage ansvar og være den voksne.

Birgithe er også vred, og det er ikke mindst dette aspekt, der er blevet lagt vægt på i modtagelsen. Det gjaldt også på Bogforum, hvor Guldager optrådte i samtaler med temaer som ”den vrede kvinde i litteraturen”. Det er da også rigtigt, at Birgithe i romanen lader sine frustrationer få frit løb. Hun sætter en tredjeklasse på plads, blander sig da en flok unge knægte generer en hjemløs og beder om telefonnumrene på en gruppe drenge, der spiller smarte over for en ung ekspedient i Netto. Men det overses, at hun kun lader sig selv sige hvad hun mener, fordi hun er i sorg. Hendes mor er død, og romanen udspille sig over 12 dage lige efter begravelsen.

Det bliver to uger fuld af sårbarhed og refleksion over, hvad det egentlig er for et liv, Birgithe har levet. Hun kan ikke lade være med at skubbe sin mand og faste holdepunkt Kristoffer lidt på afstand, og for en kort periode lader hun også ansvaret for de snart voksne børn falde lidt. Hun har behov for at koncentrere sig om at få ryddet moderens hus, og endnu mere om at udrede relationerne til moderen og den sårbare lillesøster. Efter forældrenes skilsmisse har Birgithe været den, der har påtaget sig ansvaret for at holde sammen på tingene, men nu må hun se i øjnene, at rollerne ikke har været så entydige, som hun havde bildt sig selv ind.

Ja, hun blev den stabile voksne, der sammen med moderen kunne bekymre sig for søsterens psykiske sygdom, men måske havde hun også selv været med til at skabe de relationer, for det gjorde jo hende selv til moderens bedste veninde og mest succesfulde afkom? Og hvad med den forsvundne fader, som hun kun har haft foragt til overs for? Kunne det tænkes, at den manglende kontakt også skyldtes moderens ønske om et hårdt brud og måske en ubevidst trang til at holde døtrene for sig selv?

Birgithe med th er en velskrevet, letlæst men også kompleks fortælling om en situation, de fleste af os kommer til at gennemleve. Det er naturligt, at forældrene på et tidspunkt falder fra, at man selv bliver den ældste i slægten. Det er også naturligt, at ens børn bliver voksne og begynder at leve deres eget liv. Men overgangen er sjældent nem. Katrine Marie Guldager skriver overgangen som en periode med sorg og store følelser, men også som en krise, der kan gennemleves med håb om et meningsfuldt liv på den anden side.… (meer)

Jeg har tidligere læst hendes meget roste novellesamlinger ’København’ og ’Nu er vi så her’ men jeg brød mig faktisk ikke rigtig om dem. Det var let at se, at personer og historier rummede budskaber og fortolkningsmuligheder – måske er det derfor hun er så populær i gymnasiet? – men jeg blev bare ikke grebet af fortællingerne.

Al litteratur er selvfølgelig konstruktioner, men jeg vil ikke kunne mærke det, mens jeg læser. Der vil jeg forføres.

’Ulven’ lider under mange af de samme problemer. Vi følger en lille familie i Køge fra slutningen af 1930’erne til starten af 1950’erne koncentreret omkring Leonoras mor og Leonoras far – at de aldrig omtales ved navn er et godt eksempel på romanens fortænkthed – og deres tre børn Henry, Leonora og Ib.

Mest får vi at vide om Henry, der er en forsømt rod. Præsten mener endog at han ikke har nogen samvittighed. Guldager vil vist nok gerne vise, at den slags skyldes en blanding af arv og miljø, og navnet er måske en kommentar til Doris Lessings ’Det femte barn.’ Her er der også en Henry og ham er den gal med allerede under svangerskabet.

Problemet er bare, at Guldager aldrig viser nogen ægte forklaring på, hvad der SÅ gør ham til en rod. Og det er et generelt problem: Personer skifter pludselig karakter eller opfattelse på et usandsynligt tyndt grundlag. Det giver ikke mening, at Frk. Lys fuldstændigt ændrer syn på Leonoras mor, fordi hun under en sygdom kommer til at sige, at hun skal tage Leonora væk. Det giver heller ikke mening, at Maren Katrines kærlighed til Karl kan ødelægges af et enkelt spørgsmål. Det giver ikke mening, at Leonoras mor uden videre bliver bidt af keramik og uden videre opgiver det igen.

Helt galt står det til med ulvesymbolikken. I starten slås det fast, at Leonoras mor forvandles til en ulv, senere bliver det et symbol på hendes angst, længsler og fortrængninger og senere igen til et fysisk fænomen, der kan spærres inde på loftet og begraves på en kirkegård. Fortænkt og uden mening, synes jeg. Det gav i hvert fald ikke noget til min læseoplevelse.… (meer)