Ranko Marinković (1913–2001)

The historical tomorrow: and when men discovered the divine power of matter, it came to reign over them, confusing their minds, blighting their lives and then swallowing itself and turning into a Force which destroyed all laws and there is now not a single consciousness left that could proclaim it stupid in the name of Hegel.

Ranko Marinkovic's Cyclops is likely my favorite novel of the year. It is a Ulysses of Zagreb in 1940 with the howl of War in the air. A theatre critic fears for the future and pines for a certain beauty, he ignores her particulars and ascribes her a mythic persona. The critic worries about conscription and notes how his weight plummets. His paranoid caprice continues apace on a story about castaways imprisoned by cannibals.

The Joycean delight takes a number of dark turns. The narrative rests in purgatory, a Catch-22 for the Damned. It returns to Zagreb as the Wehrmacht are poised to invade Yugoslavia. What unfolds is a bizarre variation on the Ithaca episode.

The novel would've benefited from footnotes, especially towards the Serbo-Croat literary references. Despite my minor qualm, Cyclops is a staggering work
… (meer)

I hvert fald var Marinkovic i opposition til den samtidige litterære kanon, der bekendte sig til den socialistiske realisme – dvs. en romantiseret fremstilling af arbejderhelte og kommunistiske ledere - og i øvrigt var mest optaget af at besynge partisanernes heroiske kamp under krigen.

I novellerne optræder hverken politik eller krig i nævneværdigt omfang. Fokus er på det psykologiske og almenmenneskelige, og når krigen alligevel spiller med, er det enten i en birolle eller som absurd teater. Det sidste ses i Stjerner af ben, hvor en oppustet italiensk officer indtager en lille ø fra en lige så oppustet jugoslavisk kommandant – uden kamp.

Mest dramatisk og frygtelig er krigen på sindssygehospitalet, hvor Benito Floda von Retlih – læs andet og fjerde navn baglæns – fabler løs om alliancer, forræderi og den altopslugende krig, han vil slippe løs over verden. Her spærrer det komiske og ironiske bestemt ikke for alvoren, men den letfattelige propaganda holdes i baggrunden.

Marinkovic er optaget af menneskets sammensathed. Mest symbolsk kommer det til udtryk i titelnovellen, hvor venstre og højre hånd skændes om, hvad der er rigtigt. Hænder kan stramme aftrækkeren til et nakkeskud, eller de kan kærtegne den elskedes hår. De kan skrive dødsdomme, eller de kan skrive romaner. Mulighederne er uendelige, og som oftest rummer mennesket både godt og ondt. Dobbeltmoralen synes at være det mest gennemgående træk. Også venstre hånd kan gribe til vold, og i ”Skørter” har fru Olivia travlt med at blive forarget over andre kvinders løsagtighed, mens hun selv kigger på drenge:

”Fru Olivia foragtede med from og dulgt gysen dette guds værk i skørter men levnede forsigtigt skaberen mulighed for at forbedre og pynte på sit værk. I alle tilfælde udelukkede hun sig selv fra sin foragt. Den ret gav hun sig selv; for med hende var det jo noget andet.” (s. 73)

Den type skarpe iagttagelser er der mange eksempler på i ”Hænder.” Jeg kan også godt lide den ironiske og menneskevenlige grundtone, men flere af historierne mister dynamisk, fordi Marinkovic eksperimenterer med fortælleformer (F.eks. tiltaler han tit hovedpersonen ’du’)

Samlet set en lidt skuffende bog, selvom der bestemt var gode historier og gode passager i den.… (meer)