Helle Stangerup (1939–2015)

Indeholder "Forord", "København, April 1523", "Nederlandene, 1526 - 1533", "Milano, 1534 - 1537", "Nederlandene, 1537 - 1541", "Lothringen, 1541 - 1552", "Nederlandene, 1552 - 1559", "Lothringen, 1559 - 1568", "Bayern, 1568 - 1578", "Tortona, 1590", "Noter", "Litteraturliste".

"Forord" handler om ???
"København, April 1523" handler om ???
"Nederlandene, 1526 - 1533" handler om ???
"Milano, 1534 - 1537" handler om ???
"Nederlandene, 1537 - 1541" handler om ???
"Lothringen, 1541 - 1552" handler om ???
"Nederlandene, 1552 - 1559" handler om ???
"Lothringen, 1559 - 1568" handler om ???
"Bayern, 1568 - 1578" handler om ???
"Tortona, 1590" handler om ???
"Noter" handler om ???
"Litteraturliste" handler om ???

???… (meer)

Godt stof er forudsætningen for at skrive interessante erindringer, og selv for en læser der ikke er specielt optaget af de kendte og kongelige, må man sige, at Helle Stangerup havde meget stof at tage af, da hun udgav sine erindringer i 2011. Datter af Hakon Stangerup og Betty Söderberg, bror til Henrik Stangerup, gift med Adam Knuth, livslang veninde med dronning Margrethe og forfatter til en lang række romaner. Der er nok at tage fat på, og særligt forfatterskabet og tiden frem til omkring 1980 står skarpt.

Hjemmet var interessant. Betty Söderberg trak sig tidligt tilbage fra karrieren som skuespiller, men Hakon Stangerup var en fremtrædende litteraturkritiker og intellektuel. Han var også konservativ, men det var ikke afgørende for valget af gæster. De skulle først og fremmest være interessante, og der var altid en livlig debat til selskaberne. Noget Helle Stangerup sætter pris på, og noget som hun langt senere ser udfordret af politisk korrekthed. Det fremgår aldrig tydeligt, hvad det er man ikke må tale om, men hun opfatter tydeligvis den frie samtale som under pres.

Et medfødt handicap betød, at hun måtte tilbringe et helt år i gips på hospitalet. Manøvren lykkedes, for hun kom til at gå almindeligt, men prisen var – i hvert fald i hendes tilbageblik – at broren Henrik følte sig overset og tilsidesat i familien. Han blev rastløs, havde svært ved at finde sin plads i skolen og tilbragte flere år som rodløs intellektuel og stud.teol. inden han slog igennem som forfatter. De to søskende var aldrig rigtigt tætte, heller ikke selvom de begge blev forfattere, men hans vilde fester og sammenkomsterne med Anders Bodelsen, Hans Hertel og andre litteraturbegavelser har sat krydderi på tilværelsen.

Ved et tilfælde endte Helle Stangerup i klasse med prinsesse Margrete, og det udviklede sig til et langt venskab. Passagerne fylder ikke meget i erindringerne, men tilsammen giver de et billede af Margrete som et menneske, der både er loyal, bevidst om sin position og meget intelligent. Hun dukker f.eks. op ved sygesengen i Silkeborg mange år senere, og da de to samtidig havde filosfikum og skulle læse op til eksamen, flyttede Helle ind på Fredensborg. Det er ikke afsløringer bag facaden, blot et forsøg på at vise kongefamilien som det de også er: mennesker med venskaber og relationer. Hvad hun måtte have set af mindre flatterende sider, holder hun for sig selv.

Karrieren som forfatter startede mens hun var ansat i det, der senere blev erhvervs- og selskabsstyrelsen. Mogens Glistrups selskaber væltede hen over hendes bord, mens hun skrev på en kriminalroman. Den solgte vældig godt, og krimierne udgjorde første del af forfatterskabet med titler som Gule handsker og Gravskrift for Rødhætte. Ægteskab og småbørn betød en pause i forfatterskabet, men da hun vendte tilbage var det med den skarpe psykologiske thriller Ulvetid, der flirtede med det okkulte længe før det blev moderne, og derefter de historiske romaner, som hun nok er særligt kendt for i dag.

Den historiske interesse havde dybe rødder – hun læste kun jura for ikke at ende som gymnasielærer – og da hun endelig fandt sit stof, var vejen banet for den største succes: Christine. Det målrettede arbejde med research, hvor særligt Troels-Lunds Dagligliv i Norden var med til at give tidsbilledet detaljer og kolorit, strakte sig over flere år, men da romanen endelig udkom var det til lunkne anmeldelser. På sin vis var det den største triumf af alle, at det var læserne og ikke etablissementet, der bar hende frem til de gyldne laurbær.

Helle Stangerup mødte Adam Knuth mens hun skrev en artikelserie om moderne godsejere. De opdagede hurtigt, at de svingede sammen, og inden længe blev de også gift. Han var i færd med at opbygge Knuthenborg Safaripark, og det var ikke nemt, for økonomien var presset. Medlemskabet af EF hjalp, og det gjorde en effektiv markedsføring af parken også. Helle giver sig selv en god del af æren for succesen, og der er vitterligt også mange gode anekdoter om alt fra undslupne bavianer til besværet med at transportere giraffer fra Østafrika til Lolland.

Sammen fik de sønnerne Christoffer og Marcus, der i dag er henholdsvis ejer af Knuthenborg og medlem af Folketinget for Venstre. De bliver selvfølgelig en kilde til glæde og bekymring, sådan som børn nu gør. Omstændighederne er specielle, men det meste kan genkendes fra andre familier – inklusive lørdagskyllingen, når der ikke lige er overskud til at lave mad efter en lang dag på kontoret.

Forud for deres opvækst i Virum går en dramatisk skilsmisse. Ansvaret lægger hun helt og holdent på Adams skuldre – det er hans utroskab der starter det hele, det er hans advokat der gør bodelingen grim, og det er hans tidligere elskerinde, der rykker ind på slottet og behandler drengene som en ond stedmoder, når de er på besøg hos faren. I pressen blev Helle Stangerup dengang hængt ud, og man fornemmer behovet for endelig at fortælle sin del af historien. Og det er da også svært ikke at have sympati med hende, da hun blev kørt hjem i ambulance efter flere måneders ophold på Rigshospitalet for blot at opdage, at elskerinden var flyttet ind, og at Adam stod på gårdspladsen og tvang redderne til at tage hende med igen.

Bogen slutter med Christoffers bryllup, der bliver holdt i Hunseby Kirke med efterfølgende fest ved Svanesøen i Knuthenborg. Stoltheden over at have fået drengene godt i vej er naturligvis stor, og det bliver også en forsoning med den mest traumatiske del af fortiden. Mens hun sidder med benene oppe for at skåne dem, sidder Adam Knuth ved siden af og plejer sin sukkersyge. Der er løbet meget vand i åen siden skilsmissen. Fjendskabet er brugt op, og det er også livsbekræftende.

Erindringer er ofte præget af anekdoter om stort og småt, og det bliver kun værre, når hovedpersonen har oplevet så meget som Helle Stangerup. Jeg var godt underholdt af fortællingerne om barndomshjemmet, ægteskabet og forfatterskabet, men mod slutningen af bogen forfalder hun stadigt mere til namedropping og egne idiosynkrasier. Der kunne de redaktører, som hun hylder så højt for deres arbejde, godt have skåret lidt mere i.… (meer)

Der sker så meget i international politik, at selv de største begivenheder og beslutninger hurtigt forsvinder i erindringen. Sådan er det gået med Irak-krigen, selvom dens destabiliserende konsekvenser fortsat er tydelige i hele regionen, og sådan er det især gået med begrundelsen for invasionen. Der var sådan set masser af gode grunde til at afsætte Saddam Hussein, der var inspireret af Stalins metoder og stod i spidsen for et af de mest undertrykkende regimer i verden, men officielt havde krigen intet med lokale menneskerettigheder at gøre. For koalitionen med USA og Storbritannien i spidsen handlede det om forbindelser til terrorisme og fortsat tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben. FN’s våbeninspektører afviste at det var tilfældet, men stormagterne insisterede. Efterfølgende viste det sig så, at efterretningsrapporterne havde været forfalskede.

Det er dette morads, Helle Stangerup dykker ned i med sin roman fra 2010. Den er inspireret af den britiske våbeninspektør dr. Kelly, der lækkede oplysningerne til BBC og efterfølgende blev udsat for en ydmygende offentlig høring og endte med at begå selvmord under mystiske omstændigheder. I bogen omtales han som dr Cann, men omstændighederne omkring hans død – herunder hans tilhørsforhold til baha’i religionen – bruges 1:1.

Hovedpersonen er Amy Ellen Holt. Hun er engelsk-dansk, har sønnen Tim fra et forlist ægteskab og prøver at finde fodfæste som forfatter, men bruger det meste af sin arbejdstid på at oversætte amerikanske bestsellere til en halvdårlig løn. I juli 2003 opholder hun sig på kurstedet Greenmeadow House, da aviserne flyder over med nyheden om dr Canns død i en skov få kilometer derfra. Omstændighederne er mystiske: Han har tomme pillebreve på sig, men der er også skåret i hans håndled med en sløv havekniv. Hvorfor begå selvmord på den måde? Og hvis det var et mord forklædt som selvmord, hvorfor så gøre det så amatøragtigt?

Amy er ikke den eneste gæst, der undrer sig. Den ældre professor Charles Brandon er også overbevist om, at der er ugler i mosen, og at det i virkeligheden er regeringen, der står bar Canns død. Den teori abonnerer Amy ikke umiddelbart på, men hun bliver så optaget af sagen og dens uforklarlige detaljer, at hun fastholder kontakten til Brandon.

Mens hun flytter til London for at få en ny karriere på skinner, skriver de sammen om Canns død. Amys teori handler om Iran. Det er nemlig derfra, at baha’i religionen stammer. Ikke bare har det iranske præstestyre et principielt ønske om at udrydde en religion, der opfattes som kætteri, det har også en direkte interesse i at destabilisere Irak. Og her er en underminering af koalitionens legitimitet en oplagt taktik.

Det er dog mest spekulationer indtil 2005. Amy er desperat for at få en fod indenfor i den engelske forlagsbranche, og hvorfor ikke bruge Cann-sagen som døråbner? For at komme videre beslutter hun at besøge baha’i centeret i London, og det sætter for alvor gang i handlingen. Hun genkender en ung kvinde, der også var gæst på Greenmeadow House, da Cann døde, og der er også noget mystisk over bibliotekaren Michel Walter. Det står i hvert fald hurtigt klart, at baha’ierne har deres egne efterretningsressourcer til rådighed, og at de nu rettes mod hende.

Mere skal ikke siges om handlingen her – det er jo en spændingsroman – men omstændighederne viser sig selvfølgelig at være spegede. Jeg kunne godt lide krimiplottet og den mulige forklaring på dr Canns død, men nogle af de sideløbende handlingsspor var mindre overbevisende. Antallet af sammensværgelser, som Amy udsættes for, bliver simpelthen for meget af det gode. Undervejs møder Amy også kærligheden, men på en så tilfældig måde, at jeg aldrig blev overbevist om forholdet.

En forskers død er en ok spændingsroman, men heller ikke mere. Jeg følte mig underholdt det meste af vejen, men jeg kunne godt have undværet forviklingerne i den sidste tredjedel af bogen. De bringer ikke noget nyt til historien, og de ender faktisk med at dække lidt for det egentlige budskab, nemlig hvor skammeligt Cann/Kelly blev behandlet, og hvor katastrofalt det var, at verdens ledere gik i krig på en løgn. Der er mange grunde til den mistillid vestlige befolkninger møder deres regeringer med. Dette er en af de vigtige.… (meer)

Danmark, ca 1967
Chefstewardesse Gunilla Jahnson bliver stukket ned og dræbt i et fly, hun er ved at klargøre. De to stewardesser Anne Mortensen og Kari Groth, kaptajnen Nielsen og styrmand Kock er besætning på flyet, da Gunilla's lig bliver opdaget af en passager. Da flyet lander, er liget væk, men det bliver senere fundet i en kuffert. De fire er automatisk hovedmistænkte. Kriminalkommisær Jeppsen efterforsker sagen og opdager hurtigt at alle fire lyver for ham. Kaptajn Nielsen er gift men havde et forhold til Gunilla. Kock er vistnok afsløret som smugler af Gunilla. En ny ansat Rose Hansen er plantet af politiet, men hun bliver myrdet da hun er kommet på sporet af noget. Imens er de 4 havnet på Madeira og får tiden til næste tur til at gå med at gå hinanden på nerverne og skændes og slås. En pensionist Mathiessen går dem også på nerverne og han ender med at blive slået ihjel. Vel hjemme i Danmark bliver de konfronteret med en øjenvidneskildring af fundet af Gunillas lig og konklusionen at kun en af piloterne kan have flyttet liget. Kaptajn Nielsen tilstår at have flyttet liget, men han tilstår ikke mordet. Jeppsen har nu også en anden mistænkt for mordet og får heldigt nok fundet et bevis. Den skyldige er Anne, som længe har næret et intenst had til Gunilla.

Udmærket krimi.… (meer)