El 27 de febrero de 1992 Chusé Izuel se tira por el balcón. Años después, Félix Romeo abre las heridas y los huecos de la memoria para tratar de responder a todas las preguntas que deja tras de sí, aunque solo consigue plantarse ante el eco de un hombre incapaz de ser «genio o enamorado».

Crítica | Blacksad: Amarillo
http://www.planocritico.com/critica-blacksad-amarillo/ ( )

Weakest book in this series. Artwork is still fantastic, and arguably improving, but the plots have lost the social message of the first three books. This book takes place in the 1950/60s are, with a Jack Kerouac-type writer killing his antagonistic poet friend in cold blood and goes on the lam, joining a circus. Meanwhile, Blacksad crosses paths when the Cadillac Eldorado he was entrusted with gets stolen and trashed by the writer. Then the feds go after Blacksad when his wallet is found in the car and the poet’s body is found in the trunk. The plot seems random, including the gratuitous introduction of Blacksad's sister and nephew. ( )

Jeg var ret glad for forrige bind, Infernalsk stilhed, men da jeg delte anmeldelsen på Twitter, var Asbjørn Skovsende ikke enig. Han mente at både historie og billedside var faldet i niveau efter de første bind. Jeg kan godt følge, at historien ikke var knivskarp, men for mig var billedsiden stadig fantastisk. Det er den ikke i Amarillo, og når historien samtidig er usammenhængende, så er resultatet det klart svageste bind i serien.

Historien starter, hvor Infernalsk stilhed stoppede. Blacksad og Weekly er stadig i New Orleans, og mens journalisten skal hjem og arbejde, så er Blacksad ud af det blå løbet tør for penge, så han ikke kan komme hjem. Jeg husker ikke at have set ham få løn i serien overhovedet, så det er ikke som sådan overraskende, men det virker forkert i forhold til karakteren. Ved lufthavnen møder han tilfældigt en mand, der skal have kørt sin bil til Tulsa, Oklahoma – det er den der køres i på forsiden – og Blacksad begiver sig af sted.

I en anden scene er to beatforfattere kommet op toppes. Den ufatteligt irriterende Abraham Greenberg i bisonskikkelse er misundelig på kollegaen Chad Lowell, der har begået den ultimative synd som kunstnerisk forfatter: Hans første bog er blevet en succes. Da de tager på tur, provokerer de en motorcykelbande til de er på nippet til at få bank, og da Blacksad redder dem, takker de ham ved at hugge den bil, han havde lovet at køre til Tulsa.

Det siger sig selv, at han gerne vil have fat i kraven på dem, men snart er der kun en tilbage. Efter en stribe ydmygelser, masser af whiskey og en del jongleren med våben, får Lowell endelig nok og skyder Greenberg, og selvom det ikke var hans intention, så er han nu for alvor på flugt og må søge tilflugt i et omrejsende cirkus.

Som i tidligere bind bevæger serien sig rundt i ærketypiske kulturmiljøer, men her er plottet bare så tyndt, at historien føles ligegyldig. Det også helt ude af karakter, at den coole Blacksad lader nogle usle amatører stjæle hans bil, og når Guarnidos tegninger samtidig virker ufærdige, så er resultatet et album pænt under seriens standard. ( )

My only "complaint" is that it was too short! John Blacksad gets into another mess, this time involving beatniks, shyster lawyers, and the circus! And his sister is in this too! Another good story with cool art and that old noir soul! A nice treat! ( )