These are the first Valerian books that were published without having been serialized in a magazine first, so they're a bit longer than the previous ones, which is nice. And the series is definitely a lot more mature, in the sense that it's grown up and found its feet.

This volume compared to the last goes back to some swashbuckling tales, and one with flying taxis that definitely, 100% inspired The Fifth Element (as if I needed it, this is confirmed in the article at the front of the book that's always worth reading). It's good to get some new background to the making of one of your favourite movies. ( )

De første bind af Rejser i tid og rum var nostalgiske gensyn med historier, jeg havde læst en eller flere gange som barn, mens de nyeste bind introducerer mig til nye historier, jeg ikke kendte i forvejen. Begge dele kan være godt, men der er nu noget særligt over at dykke ned i nye verdener for første gang.

Bind 5 fortsætter, hvor bind 4 slap. Jordens undergang i 1986, der blev annonceret helt tilbage i Storbyen der druknede, er blevet forhindret, og det betyder, at Galaxity er ophørt med at eksistere. Kun Linda, Valentin og et par andre agenter på mission i fortiden har overlevet, og de prøver nu at klare sig, så godt de kan.

Over ukendte grænser
Historien foregår på Jorden i slutningen af 1980’erne, hvor nogen forsøger at udløse en atomkatastrofe. Valentin bruger fremtidens overlegne teknologi til at forhindre katastrofen, og efterhånden går det op for dem, at det er en anden rumtidsagent, der står bag. Han VIL have Galaxity tilbage, og det kræver som sagt, at verden som vi kender den forsvinder. Som jeg har skrevet i andre sammenhænge, så er jeg mest begejstret for rumeventyrene, hvor fantasien får lov til at folde sig helt ud, og det her minder mere om en James Bond-film, hvor heltene suser rundt i verden for at forhindre den ene krise efter den anden. Det mest interessante er faktisk skurken, der vil ofre en hel verden for noget meget personligt. (Og så er der indledningen. Her følger vi livet på et galaktisk krydstogtskib, hvor rumvæsener af alle tænkelige slags skal leve sammen. Det er skægt!)

De levende våben
På den anden side er rumeventyr ikke en garanti for et fantastisk album. Linda og Valentin prøver stadig at tjene til dagen og vejen, og Valentin har bag om ryggen på Linda besluttet, at en rask lille våbenhandel kan hjælpe dem videre. De lander på en mystisk planet fyldt med kentauer-lignende væsener, som konstant er i krig med hinanden. En af høvdingene beslutter at ”føre krig mod krigen,” og til det formål har han brug for ekstra våben. Freden kan nemlig først blive til noget, når han har opnået eneherredømme. Der er givetvis tale om hentydninger til den nye verdensorden efter murens fald, hvor USA var verdens eneste supermagt og politibetjent. Men historien løftede sig ikke rigtigt. Tegningerne fra Blobik er fantastiske, men blobikkernes samfund var lidt for primitivt.

Magtens cirkler
Samfundsordenen er til gengæld kompleks i næste historie. Her ankommer Linda og Valentin til Rubanis for at få deres rumskib repareret. De mangler stadig penge, og derfor lader de sig hyre af sikkerhedstjenestens chef oberst Tlocq til at finde ud af, hvorfor han ikke længere modtager ordrer fra den inderste cirkel – magtens cirkel. En opdeling af verdener efter feudale principper er set før, men historien fungerer rigtig godt. Shingouzerne dukker op, og Linda og Valentin møder også taxachaufføren Strak’s. Han har flyveevner ud over det sædvanlige, for Rubanis er en rigtig science fiction verden, hvor vejtransporten er afløst af flyvende biler og robotter. (Albummets flyvende gule taxaer var i øvrigt en vigtig inspiration for Luc Besson, da han lavede Det femte element)

Som andre har bemærket, så startede serien fantastisk ud for så at blive lidt mere ordinær med årene. Sådan ser jeg det også, men bind 5 er en tand bedre end bind 4, og der var nogle vældig fine elementer i denne her. Specielt historien om rumtidsagenten, der vil ofre en hel verden for at få sin tilværelse tilbage, og de dragende storbybilleder i Magtens cirkler løfter denne bog.

Det samme kan man ikke sige om Stan Barets forord. De går bare ned af bakke. I takt med at han ikke har mere nyt at sige om serien, bliver det til et fan-indlæg uden egentligt indhold. Men det kan man selvfølgelig bare springe over, hvis man ikke er i humør til det. ( )