I thought the conceit of the polar bear was an interesting idea, but unfortunately I don't like it at all as metaphor or satire. I enjoyed the context but just not really the writing. The fact that I don't like this book is for some reason making me feel old and cranky. Nevertheless I'm going to DNF. ( )

Loved this book. ( )

There were parts of this book that I enjoyed, but ultimately I think I'm just too much of a philistine to enjoy the type of litfic that goes nowhere in particular and eventually just kind of randomly stops. ( )

Take Kafka's "The Metamorphosis", add in socialism, circuses, polar bears, bestiality, writing, zoos and mix it all together while mixing in surrealism and absurdism. You get this book. If there was a point, I don't know and couldn't tell. ( )

Romanen fortæller historien om tre generationer af isbjørne i Sovjetunionen, DDR og det genforenede Tyskland. Der er altså noget både genkendeligt og helt og aldeles fremmedartet over historien, der ligesom forfatteren – Tawada er født i Japan men bor i Tyskland og skriver på begge sprog – er svær at sætte i bås. Resultatet er en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Første del fortælles af den ældste isbjørn. Hun er vokset op i et cirkus i Moskva, hvor træneren Iwan bruger både list og smerte til at lære hende tricks. Hun kan stå på bagben, gå på bolde og køre på en særlig trehjulet cykel. Hun har stor succes i cirkus, men senere rejser hun rundt for at deltage i konferencer, og det er på en af disse ture, at hun bliver optaget af at skrive sin egen selvbiografi. Den bliver udgivet, hvorefter hun kommer i unåde og må emigrere til Tyskland og derfra videre til det Canada, hvis kulde hun har drømt om. Der forelsker hun sig i en dansk mand, Christian fra Odense, som overtaler hende til at emigrere til Østtyskland, hvor hun selvfølgelig er nødt til at benægte sit russiske ophav.

Kan en isbjørn sidde i en stol på et hotelværelse og skrive på sine erindringer og få dem udgivet af en agent ved navn Søløve? Hos Tawada kan den godt, og det er ikke fordi det er en verden fyldt med antropomorfe skikkelser. Hun er tydeligvis omgivet af mennesker.

Anden del fortælles af den unge kvinde Barbara. Hun vokser op i Østtyskland, hvor hun drømmer om at blive en del af cirkus. Det lykkes hende ved i første omgang at muge ud og passe børn uden løn, og da den gamle rovdyrtæmmer mister taget bliver hun først hans assistent og siden hans arvtager. Da det østtyske cirkus pludselig får foræret ni russiske isbjørne skal der konstrueres et nummer for at stille den store allierede i øst tilfreds, og da de ovenikøbet danner en fagforening og går i strejke bliver det svært! Til gengæld kommer der endnu en bjørn til, nemlig Toska, der er datter af den første bjørn og vrissen, da hun ankommer, fordi hun er blevet sorteret fra i den dansetrup, hvor hun ellers har været. Barbaras og Toskas bevidsthed flyder sammen i drømme, og det er sådan Barbara lærer hendes historie at kende og sådan de sammen udvikler det nummer, der skal gøre dem berømte.

Den sidste bjørn er Knut, søn af Toska og opfostret af mennesker i Berlins Zoo, fordi moderen ikke ville tage sig af ham. Her er fokus på det nære forhold til dyrepasseren Matthias, og på Knuts langsomme udforskning af den eksotiske verden, der omgiver ham. Der er også nogle hånlige bemærkninger om pandaer – åbenbart ildeset i bjørneverdenen – og en skildring af Knuts opstigning til feteret og selvbevidst mediestjerne. Den historie er også velkendt, men den er fortalt med indlevelse og ironi fra isbjørnens perspektiv.

Jeg kom til at tænke på Han Kangs Vegetaren, da jeg læste bogen. Det er selvfølgelig noget af en kliché at sætte to asiatiske forfattere i samme bås – endda for forskellige lande, Kang er fra Sydkorea – men jeg synes altså stadigvæk at der var ligheder i det skæve blik på omverdenen, den underspillede humor i historierne og de overraskende synsvinkler. Under alle omstændigheder er En isbjørns erindringer værd at anbefale. Jeg har ikke rigtigt læst noget lignende. ( )