Kurze Inhaltsangabe
Kenji ist zwanzig und verbringt seine Abende damit ausländischen Touristen das Vergnügungsviertel Tokios zu zeigen.
Oft spielt Sex dabei eine entscheidende Rolle, denn die meisten Touristen kommen nur deswegen nach Tokio.
Mit Frank gerät er an einen Kunden, der ihm von Anfang an nicht ganz geheuer ist. Franks Handeln, Franks Denken, machen ihn für Kenji extrem unheimlich, was sich als gerechtfertig herausstellt.
An Frank ist ein wahnsinniger Killer verloren gegangen, der Kenji nur deswegen verschont, weil er glaubt, in ihm einen Freund gefunden zu haben, seinen einzigen japanischen Freund. ( )

really easy to read. I think ryu is my fav murakami! ( )

This is a really fantastic book. I actually ordered it as a paperback because there was no other way I could get it. Even though the plot isn’t terrible cohesive, it reminds me of Bret Eastern Ellis. ( )

Kenji er tyve år gammel og bor i Tokyo. Han burde egentlig gøre sin mor glad ved at begynde på universitetet, men i stedet tjener han sine penge som guide for udlændinge i det japanske natteliv. Det handler både om det helt praktiske i at oversætte, men det handler også om at forklare de mærkelige kulturelle koder, som kan være svære at forstå for en udlænding. F.eks. skal man på en bar først betale for at tale med kvinder over en drink – først derefter afgør kvinderne, om de har lyst til, at det skal blive til mere.

Det er en parallelverden til det kontrollerede og velordnede samfund, et sted hvor mænd kommer, fordi de er ensomme, og hvor det er ganske almindeligt, at det er helt unge piger, der sælger sig selv – måske også fordi de er ensomme. I fjernsynet bliver det selvfølgelig fordømt, men i praksis bliver det tolereret, for det hele foregår åbenlyst.

I romanens begyndelse bliver Kenji hyret af en ny kunde: Den lidt aparte amerikaner Frank. Kenji synes fra starten, at der er noget mærkeligt ved Frank. Det er ikke så meget hans ønsker – han vil gerne have det sjovt, møde nogle japanske kvinder og selvfølgelig i sidste ende have sex – men mere hans generelle opførsel. Han siger aldrig mere end sit fornavn, han vil ikke lade Kenji kontakte sig på hotellet, hvor han tilsyneladende bor under et andet navn, hans pengesedler er helt grotesk beskidte og fyldt med mørke pletter (blod?).

Og så siger Frank mærkelige ting. Murakami bruger ham til at stille spørgsmål til Kenji om det japanske samfund, som også er en del af forfatterens egen samfundskritik. Hvorfor er det f.eks. så almindeligt, at japanske gymnasiepiger sælger sig selv i Tokyos natteliv? Den tanke har Kenji også haft, men han har jo ikke gjort noget ved det. Tværtimod tjener han sine penge på at guide udlændinge ind på markedet, og det gør han uden større moralske kvababbelser. Men Frank siger også meget værre ting. Han taler f.eks. åbent om, at man burde slå hjemløse ihjel, så de ikke render rundt og irriterer en på gaden.

Det er som om volden hele tiden lurer lige under overfladen. Kenji kan ikke lade være med at forbinde Frank med de brutale mord, der fylder sendefladen i fjernsynet, men han kan ikke se anden udvej end at fortsætte med at være Franks guide de tre dage, der er aftalt.

Murakami har skrevet en dybt foruroligende thriller. Læseren ved, at der er noget helt galt, og alligevel blev jeg taget på sengen, da historien pludselig går fra ubehagelig til chokerende. Det er en bog, der som alle gode krimier også har et samfundskritisk element. Det er en fortælling om et dyk ned i anden verden, hvor civilisationens lag er skrællet af og den rene vold står tilbage. Det er kort sagt en ganske fremragende bog. ( )

I loved Audition and its film adaptation, so I naturally assumed In the Miso Soup would have the same haunting, psychological quality.

Unfortunately, there are a lot of problems with In the Miso Soup which threw off the plot development. I found myself more emotionally invested in Kenji and Frank on page 10 than I did on page 150.

1) Frank's brain tissue issue makes it harder for me as a reader to see him as a monster with any real agency, which transfigures a horror story into a mere neurological curiosity.

2) The pub murder scene makes the mystery of who murdered the girl near Shinjuko anticlimactic.

3) Moreover, the language used to describe this scene reminds me of what kids used to write when I taught creative writing classes. A lot of gore, very little pathos.

You have to make characters before you make corpses. ( )