Fangede ikke trods interessant udgangspunkt for historien. Fik det indtryk, at forfatteren har ønsket at udtrykke nogle ideer om samfundet og har forklædt dem som en roman. ( )

Er det helt utænkeligt, at Danmark kunne falde fra hinanden og ende i en bitter borgerkrig på få år? Ja, det tror jeg, og derfor havde jeg det svært med den grundlæggende præmis i Colling Nielsens anden roman. Det er selvfølgelig naivt at tro, at danskere er mindre krigeriske end andre mennesker, men det tager mere tid og større kriser end finanskrisen at skubbe folk så langt ud over kanten.

Historiens fortæller er en 475 år gammel rigmand, der er kommet med i et dunkelt stamcelleprogram, der giver ham evigt liv. I stedet for at bekymre sig om andre mennesker, har han valgt at købe en plads til sin hund Geoff, en border collie, der stille og roligt er blevet i stand til at tale og som på mange måder er mere menneskelig end fortælleren, der bruger tiden på sex uden følelser og tænker tilbage på krigen og sin tabte kærlighed.

Erindringen om selve borgerkrigen er den bærende fortælling, som brydes af små historier, der fungerer som rablende kommentarer til hovedsporet. (Jeg husker især Peter Plys-satiren om behandlingsstedet for psykisk syge kæledyr, hvor bjørnen Pia kæmper for ikke at gå amok, da hendes honningkrukke er blevet stjålet.)

Romanen tager store spørgsmål op: Hvordan kan et samfund drives til borgerkrig, og hvad gør det ved mennesker? Hvad betyder det, når man får evigt liv? Hvad sker der, når dyr får selvbevidsthed? Desværre slås de to sidste ideer kun lige an, selvom den overordnede linje er klar nok: Det evige liv underminerer menneskeligheden, mens dyrenes selvbevidsthed også giver dem samvittighed og evnen til at skamme sig. Netop det fortælleren har mistet.

Der er stadig masser af ting af interesse i bogen. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig at vide, om læserne sympatiserer med regeringen eller med Borgerfronten. Fortælleren er selv rig, men vælger at kæmpe på borgerfrontens side, mest fordi han er forelsket i den nådesløse dræber Leonora. Det er selvfølgelig fristende at sympatisere med ”den lille mand” – men det indebærer også en accept af et rent nazistisk program, inklusive forestillingen om et korrupt demokrati, fremstilling af ”politikere” som en adskilt befolkningsgruppe og udryddelse af jøderne bag den internationale finanskapital.

Som sagt synes jeg ikke rigtigt, at grundpræmissen holder, men romanen fungerer som et billede på, hvor dramatisk og anderledes nogle ser det danske samfund. (På den måde mindede den mig om Adam O.s Ruiner.) Og så skriver Colling Nielsen så godt, at man slet ikke kan vente på at se, hvad han nu finder på af mærkelige historier. ( )

Så bliver det ikke meget bedre. Lige færdig med novellesamlingen Mount København, og vips i gang med denne. Romanen har samme høje niveau. Colling Nielsen giver den fortsat gas med sine fine switch mellem fantasi og mere jordnære beskrivelser, kombineret af exorbitant skrivestil. Hunde, kakaduer, tomater, ja selv københavnere kommer til orde i denne fremtidsgyser. Ikke så fjern fremtid, men forhåbentlig en fjern virkelighed. Mer' Colling, mer'! ( )

http://bogbrokken.blogspot.dk/2013/11/kaspar-colling-nielsen-den-danske.html ( )