Jorden, ca år 2050
I universitetsbyen San Ysabel har studenten Esau More mødt den anderledes og smukke og stærke Vega og de er blevet kærester. En aften overtaler han hende til at tage med ned på havnen, hvor han har en eller anden naiv ide om at blive gode venner med sømændene, der sejler over til øen Cap Sheba.
Det går helt galt og de genkender Vega som en af de skabninger, der lever på øen som efterladte rester fra en satsning på rumrejser til stjernerne. Skabningerne hedder saranerne, for de er skabt ved kloning af celler fra en lille sejlerpige, Sara. Saranerne er meget mangfoldige i ydre og Vega er fx skabt som prototype på en pilot til stjerneskibene. Der er flere af hver slags, så hun er fx Vega epsilon.
Men tilbage til skibet, hvor sømændene Mazzoli, Zack og McDaniel overfalder Vega og brænder hende på armen for at checke at hun ikke er af ren menneskeafstamning. Hun slår igen og dræber Mazzoli og Zack for hendes arme og ben er selvstændige datastyrede proteser i symbiose med hendes krop og nervesystem og ret overlegne i kamp.
Vega og Esau flygter fra San Ysabels politi og autonome dræberrobotter til Cap Sheba. Her må de krydse glasørkenen, som er skabt af stjerneskibenes udstødningsgas. Det lykkes med nød og næppe, fordi de får hjælp af nogle af Cap Shebas skabninger, heriblandt mesterlægen Malek. San Ysabels hersker geoarkonten stiller Cap Sheba et ultimatum om at udlevere Vega og Esau eller bliver isoleret og stille sulte ihjel. Saranerne har egentlig levet i relativ frihed i mange år, men Mazzoli har på det seneste tyranniseret og skændet dem. De børn der er blevet født, har Mazzoli også bortført og ladet dø. De enkelte skabninger er beregnet til bestemte arbejder, Stråleren, Kryberen, Ilddanseren, Råberen. Råberen kan fjernkommunikere med de Fjerne, dvs de udsendte saranere på stjerneskibene.
Det kommer til en konfrontation mellem Saranerne og indbyggerne i San Ysabel, da Esau fører saranernen ind i byen. Han har en idealistisk forestilling om at kunne forhandle med bystyret, men i stedet blive han fængslet og det kommer til kampe mellem byboerne og saranerne.
Det ender med at saranerne befrier Esau, men byboerne belejrer dem og har planer for at begrave dem levende i en stor udgravning, som bystyrets autonome maskiner stille og roligt udbygger. Byboerne sprænger også Råberens reaktortårn i luften, men forinden har han sendt et nødråb til De Fjerne.
En solvind blæser pludseligt store mængder støv fra Månen ned i Jordens atmosfære og mørket sænker sig over jorden. Geoarkonteren D'Oliver går tiggergang og beder Esau om at få saranerne til at fjerne mørket igen, da kulde er ved at tage livet af alle. Esau forklarer at de ikke længere kan få fat på De Fjerne, da Råberen jo er død. Desuden er der ingen beviser på sammenhæng mellem De Fjerne og månestøvet.
På bjerget Kithara opstår et lysskær og alle begiver sig derop. Saranerne har hjælp af Lynkasteren og kommer frem, hvor Esau og de andre fra San Ysabel bliver tilbage. Esau vælger side og bliver ved menneskene, mens Vega fortsætter med saranerne. Da Esau er ved at dø, kommer Vega og Marek dog tilbage og redder dem.
Saranerne vælger også side og bliver tilbage, selv om De Fjerne lokker med en form for frelse for jordisk bøvl. Til gengæld får saranerne De Fjerne til at løfte mørket.
Nogle intelligente skakspillende rotter, kaldet De Muntre Naboer, får det sidste ord, en lille skinger fnisen.

Hele historien har en em af bibelsk allegori. Man skal op på bjerget for at blive frelst og man skal tjene sit brød i sit ansigts sved. Man skal også have tillid til sin næste, for ellers går det slet ikke. ( )