Indeholder "Forord", "De syv ures mysterium", "Dødens ur går for langsomt", "Mystik i rædselskabinettet", "Diamanthandlerens paraply", "Sølvpokalen", "Morderfælden".

"Forord" handler om at disse seks fortællinger er lavet af Adrian Conan Doyle og John Dickson Carr, men skrevet i samme stil som Sir Arthur Conan Doyle brugte. Om det er en forklaring eller en undskyldning er ikke helt klart.
"De syv ures mysterium" handler om en mand, Charles Hendon, der i virkeligheden er storfyrst Alexis i Odessa, men gemmer sig for en gruppe anarkister. En frøken Cecilia Forsythe, der er selskabsdame ved Lady Mayo, er blevet forelsket i ham, men synes at han opfører sig mærkeligt og smadrer ure i det offentlige rum. Sherlock Holmes gennemskuer det hurtigt og også at Alex's tjener Trepley faktisk hedder Trepoff og er en af anarkisterne. Lady Mayo, Cecilia, Watson og Holmes haster tilbage til Lady Mayos gods, men for sent. Trepoff når at sende en bombe ned gennem skorstenen, inden Holmes og Watson overrasker ham. Han bliver dog selv ramt af eksplosionen og dør, mens Alexis overlever takket være en solidt bygget kamin og doktor Watsons lægekunst.
"Dødens ur går for langsomt" handler om at godsejeren John Trelawney er død tæt på sin 70-års fødselsdag. Holmes og Watson bliver opsøgt af præsten, pastor Appley. Den lokale læge, Paul Griffin, synes ikke det ser rigtigt ud og nægter at skrive dødsattest uden en obduktion. Griffin er Appleys fætter. Obduktionen blev foretaget af sir Leopold Harper, der heller ikke fandt nogen dødsårsag. Det skyldes nu at han er forkølet og derfor ikke lægger mærke til en svag lugt af kloroform. Trelawney havde ændret sit testamente for nyligt fra at begunstige hans niece, Dolores Dale, til i stedet at begunstige Dr Griffin. Dolores var forlovet med Jeffrey Ainsworthy, der var advokat for Trelawney. Og Ainsworthy var derfor den eneste der vidste at testamentet ikke var underskrevet endnu.
"Mystik i rædselskabinettet" handler om Eleanor Baxter og hendes bedstefar. Han er nattevagt i Madame Turpins vokskabinet. De har både morderen Charlie Peace og hans bøddel Marwood stående i rædselskabinettet. Bedstefaderen har opdaget at et par falskspillere i voks ser ud til at bytte kort en gang imellem. Holmes kan se at der er kort fra mindst tre spil kort i brug, så det er ikke et sædvanligt kortspil. 2 x 26 bogstaver passer med 52 kort, så man kunne jo tænke sig at det var en simpel kode. Sir Gervase Darlington er med rette mistænkt for at lave fup med hestevæddemål (og med boksekampe, så han har for nylig vundet penge på at Holmes vandt en boksekamp mod bokseren Rasher). Holmes afslører at Eleanor har fået penge af Gervase for at overvåge en god væddeløbshest Sheerness, som ejes af Lord Hove, og for at fortælle ham det via en spillekortskode i vokskabinettet. Gervase var nemlig overvåget af myndigheder, så han ikke uset kunne få informationer. Watson træder i karakter og slår Gervase ud, da denne vil overfalde Holmes.
"Diamanthandlerens paraply" handler om en mand, der vil stikke af fra sin kone. Sporløst! Diamanthandleren James Cabpleasure har opdaget at konen Gloria Cabpleasure er gift med en anden og at de gerne vil kunne nappe hans penge. I stedet laver han et langstrakt nummer med at forklæde sig som mælkemanden Alf Peters. Og trækker konens opmærksomhed over på en helt ligegyldig paraply. Det får politimanden Lestrade til at opføre sig helt fjollet ved flere lejligheder. Men facit bliver at James kan forsvinde sporløst. Alf Peters ditto. Og James Phillimore, som er Cabpleasures rigtige navn, vil heller ikke blive set mere.
"Sølvpokalen" handler om skuespillerinden Margaret Montpensier, der er blevet gift med Sir Reginald Lavington, så hun nu er Lady Lavington. De to bor på godset Lavington Court. Desværre er der en oberst Daley, der presser penge af hende. Men en dag hvor han er på besøg bliver han fundet med halsen skåret over. Og tilsyneladende uden at nogen har gjort det. Holmes og Watson bliver tilkaldt af politimanden Gregson. Holmes går i arkiverne og kan se omtale af en "Dødens Pokal" og af "Lavingtons Lykke". En stor sølvpokal som oberst Daley drak af, viser sig at have en lang knivklinge, der kommer frem og snitter halsen over på den, der drikker af den. Hvis ellers den er blevet trukket op. Holmes når frem til at det Lady Lavington, der har leget Lady Macbeth med den. Og at hendes mand har regnet det samme ud og beskytter hende. Holmes og Watson holder tand for tunge og lader sagen være uopklaret.
"Morderfælden" handler om oberst George Warburton og hans kone Eleanor, der bliver skudt i deres hjem. Obersten dør og Eleanor bliver hårdt såret. Cora Murray var i huset, da det skete og kender Watsons kone, så hun skynder sig hen til Watsons lægepraksis. Sherlock Holmes bliver orienteret. Det ligner at obersten har skudt Eleanor og så begået selvmord. Kaptajn Jack Lasher, major Earnshaw og en indisk tjener Chundra Lal var også i huset, men skuddene faldt i et aflåset værelse. Inspektør MacDonald fra Scotland Yard er på sagen og lytter til Holmes, selv om han har svært ved at se det som andet end mordforsøg og selvmord. Holmes mener at der er i stedet er tale om en meget koldblodig morder. Skuddene er affyret udefra gennem en glasdør og så knuste Lasher glasdøren for at komme ind og "hjælpe" de to ofre. Samtidig droppede han så pistolen ved oberstens lig. Holmes sætter en fælde for kaptajnen ved at lade glasskårene fra døren ligge til næste dag og påstå at han så vil samle dem og afsløre morderen. Og Lasher hopper på den og bliver overmandet og arresteret.

Et par af historierne er sjove nok, men de holder ikke helt i længden. ( )

All the stories contain some point which breaks suspension of disbelief and a couple of them break "improbable" and go straight to "absurd". Also one scene is notable for portraying Lestrade as a Clouseau-like character which seems a pretty ridiculous break in characterisation. Not awful but not some of the better Sherlock Holmes fanfiction I've read. ( )

Desde 1887, año en que la revista londinense Beeton’s Christmas Annual publicó Estudio en escarlata, la primera aventura de Sherlock Holmes escrita por Arthur Conan Doyle, se han sucedido sin descanso las imitaciones, parodias y homenajes del genial detective escritos por muy diferentes autores. Adrian Conan Doyle, hijo de Sir Arthur, y John Dickson Carr, el célebre autor de novelas policiacas, aunaron sus fuerzas en 1952 para desvelar algunos de los casos que el doctor Watson había mencionado en las historias originales pero que no se había atrevido a narrar por considerar que su publicación podría causar escándalo o dañar la reputación de terceras personas.
Las hazañas de Sherlock Holmes, considerada por los especialistas como la más fiel y precisa recreación del universo de Sherlock Holmes, es el resultado de esta histórica colaboración, y conserva el mismo sabor pleno del Londres victoriano, con la niebla brotando del Támesis y Holmes diciendo una vez más a su fiel ayudante: «¡Vamos, Watson, comienza el juego!»

If you're going to read Sherlock Holmes pastiches, you eventually should read The Exploits of Sherlock Holmes, published in 1954 and written by Adrian Conan Doyle, the son of Arthur Conan Doyle, and and John Dickson Carr, Arthur Conan Doyle's biographer. It is an early collection of pastiches and by people so intimately connected with the originator of Sherlock Holmes. I worried though, because Adrian Conan Doyle has been described as a "spendthrift playboy" who (with his brother Denis) "used the Conan Doyle estate as a milch-cow." And the first two stories, and mysteries, I thought, were dreadful. After that, however, some of them were better, entertaining, and even good. As pastiches go, they captured the stories fairly well. Though Watson was never so precise in his dates. And, these stories make the same allusions to quirks in the Canon that are shoved in as winks and nods to Sherlockians, but come across as shoved in and corny. So every story mentions the gasogene, or the Persian slipper, or the jackknife, or the God-awful deerstalker, or insert Holmes trope reference here. Instead of giving a nod and imparting a smile, I roll my eyes and think of the milch-cow. Still, as Holmes pastiches go, this is an important, historic collection, and a good diversion. ( )

For my money this is the best Holmes pastiche out there. Unlike all the others it sounds like in was written in the 1890s by Doyle himself. ( )