Der er udgivet tusindvis af bøger om det nazistiske regime og dets forbrydelser, og på sin vis er det naturligt, at interessen stort set er gået uden om nazisternes kvinder – i hvert fald når man ser bort fra historierne om Hitlers erotiske tiltrækningskraft, som mange er stødt på i gymnasietiden. Men egentlig forskning har det knebet mere med, og det er i et vist omfang et resultat af den nazistiske ideologi, hvor kvinden per definition var uegnet til politik, og derfor heller ikke kunne få høje poster og dermed et direkte ansvar for styrets forbrydelser.

Den østrigske historiker Anna Maria Sigmund er en af dem, der er gået i dybden med emnet. I dette værk, der først udkom på tysk i 1998 og som siden er suppleret med yderligere to bind, skriver hun portrætter af otte kvinder tæt på den nazistiske top: Carin og Emma Göring, Magda Goebbels, Leni Riefenstahl, Gertrud Scholtz-Klink, Geli Raubal, Eva Braun og Henriette von Schirach. Nogle døde før eller under krigen, mens andre levede lange liv uden tilsyneladende at fortryde ret meget.

Portrætterne viser tydeligt, at kvinderne var meget forskellige, men der var også interessante fællestræk. Flertallet af dem var overbeviste nazister, og de bakkede helhjertet op om deres mænds arbejde og det fælles projekt. Det gælder begge Hermann Görings koner, Carin (død 1931 og efterfølgende dyrket som nordisk kvindeideal) og Emmy. Det gælder i endnu højere grad Magda Goebbels, der synes tiltrukket af ekstreme synspunkter og havde været kæreste med en jøde og overbevist zionist, før hun mødte den senere propagandaminister, og Henriette von Schirach, der var datter af Heinrich Hoffmann, nazisternes hoffotograf. Sigmund går endda så vidt, at hun er den person, der tydeligst kan siges at være opdraget af Hitler.

Et særligt eksempel på den ideologisk overbeviste kvinde er Gertrud Scholtz-Klink. Som den eneste havde hun en selvstændig funktion som formand for de nazistiske kvindebevægelser. Hun var selvfølgelig et forbillede med en solid børneflok, men hun havde også flere forskellige ægtemænd og gik målrettet efter de højeste embeder hun kunne nå. Her stødte hun dog ind i det glasloft, der var en integreret del af hendes ideologi: Reelt ansvar for undervisning og ideologisk indoktrinering af ungdommen kom hun aldrig i nærheden af.

En anden skikkelse, der stak af fra flokken, var Leni Riefenstahl. Hendes position skyldtes også egne evner. Hun var allerede kendt som danser og skuespiller, da hun kastede sig over instruktørgerningen, og hendes talent og originalitet er ubetvivleligt. Hendes ideologiske standpunkt er omstridt, og hun følte sig uretfærdigt udstødt efter krigen, men det er svært at få øje på betænkeligheder ved at sætte sig i spidsen for den nazistiske propaganda. Det er særligt tydeligt i Triumph des Willens om partidagene i Nürnberg i 1934, mens kropsdyrkelsen i Olympia-filmen er sværere at placere ideologisk. Mens andre havde travlt med at minimere deres kontakt med Hitler efter krigen, så overdriver Riefenstahl jævnligt med anekdoter, som er bevisligt forkerte. Der er heller ikke her beviser på, at Hitler indlod sig på en egentlig politisk diskussion med en kvinde.

Endelig er der de to kvinder, der var tættest på Hitler, og i denne sammenhæng virker som de to, der gik mindst op i nazistisk tankegods. Der er spekuleret meget i Hitlers forhold til niecen Geli Raubal, der var tæt men endte tragisk. Der er næppe tvivl om, at han holdt af hende og lod hende slippe af sted med meget, men så snart det truede hans politiske ambitioner var det slut. Hun forelskede sig i Hitlers chauffør, og da de ville giftes nedlagde han veto og fik Maurice afskediget. Fortvivlet begik hun selvmord, og det var en stor sorg for Hitler, men næppe noget der ændrede hans tilværelse.

Det skyldes måske, at han allerede havde mødt Eva Braun på det tidspunkt. Hun arbejdede for Heinrich Hoffmann og virker ikke til at have interesseret sig ret meget for politik, selvom det fyldte en del i barndomshjemmet. (Hendes ældste søster forblev overbevist socialdemokrat og nægtede gennem hele krigen at have noget med Hitler og nazisterne at gøre.) Hitler faldt straks for hende, muligvis fordi hun netop IKKE interesserede sig for politikeren Hitler, men det var først i sit testamente, at han vedkendte sig forholdet. Det var en central del af førermyten, at Hitler var gift med Tyskland og med sit arbejde, så først da alt var tabt, kunne han gifte sig med hende. I inderkredsen var der dog ingen tvivl om hendes position. F.eks. blev Magda Goebbels lagt på is i flere måneder efter kritiske bemærkninger om hende.

Portrætterne af kvinderne nuancerer billedet af den nazistiske ledelse, men de rejser også et spørgsmål om skyld. Hvilket ansvar har de for regimets forbrydelser? De har hverken begået dem eller givet ordre til dem – det var jo ikke muligt inden for det nazistiske systems opfattelse af kvinder – men man kan godt tale om et moralsk medansvar? De var trods alt overbeviste tilhængere af ideologien, og de fleste af dem bakkede så meget op om partiets stræben efter magt og indførelse af et nyt menneskesyn, som de overhovedet kunne. De profiterede økonomisk og socialt, og dem der overlevede gjorde hvad de kunne for at rehabilitere deres ægtefæller og normalisere nazismen. Ja, de blev kørt over af historiens hjul, men det var hjul de kæmpede for at sætte i gang og tiljublede så længe det gik godt.

Die Frauen der Nazis er velskrevet og gennemdokumenteret, og samlingen af portrætter gør det muligt at se på tværs af kvinderne og deres historie. Jeg blev klogere på det nazistiske regime og dets fundament i hjemme og familierne og overvejer kraftigt at få fat på de næste bind. ( )

Adolf Hitler esercitava sulle donne un fascino straordinario, che nelle grandi adunate sfociava in manifestazioni di isteria collettiva. Ammirato da signore dell'aristocrazia, la sua ascesa al potere fu agevolata dall'appoggio di personalità note come la regista Leni Riefenstahl o Winifred Wagner, nuora del grande compositore. La nipote Geli Raubal, su cui Hitler esercitava una sorta di tutela, si uccise in circostanze poco chiare. Eva Braun lo accompagnò nella morte. ( )

The place of women in Nazi Germany was to say the least minimal. Hitler regarded women as stupid and felt that their place was to have son's for the Reich and not bother men. His choice of Eva Braun for his mistress was consistent with his views. She stayed out of politics and concerned herself with being pretty. There were a few notable women in Nazi Germany. Leni Rienfenstal would achieve fame as a film maker. Others like Gertrud Scholtz-Klink would lead the women's movement in Germany. This was not a feminist movement, but a propaganda device to indoctrinate women into their proper role. This book delivers short biographies of some of the notable women of Nazi Germany. It is a slim volume as befitting the role of women in this terrible part of history. ( )