Although I must have seen the movie a hundred times, this is the first time I came across the book and I snapped it up on first sight. I wasn't disappointed. Like many books adapted to movies, Forbidden Planet adds details that make the story far more engaging. For one thing, the story is told from the POV of main characters, as George R. R. Martin does in the Song of Ice and Fire (Game of Thrones) series. I especially liked the portrayal of the doctor and the captain. In the book, the doctor is fortyish and the captain and the rest of the crew are kids to him. On the other hand, they are all old hands at space travel and he's on his first voyage. The book adds several dimensions to the story. It's a quick read, but more than worth the time. ( )

Okay, this is pretty much what I expected for the novelization of a classic 1950s science fiction movie. Silly, clunkily written 2-D space opera. The main plot was fine; pretty similar to the film. It was a quick easy read that moved and, for the most part, made sense. I was rolling my eyes a lot at the "romance," though. Brig-bait and unicorns; that's all you need to know, really. So stupid. Very much of its time and genre. Heaven forbid women actually be real in movies and books aimed at teenage boys. The fragile youth, they can't handle that.

But Robby the Robot is still cool, and the monster and its origin are interesting. The book is more violent than the movie; the reader actually gets to see what the monster does, instead of having the action cut away to appalled facial expressions.

( )

Indeholder "1, Til undsætning for det forsvundne Bellerophon. Skibslægen, major C. X. Ostrow", "2. Altair IV's overraskelser. Skibslægen fortæller videre", "3. På opdagelser i natten. Kommandør J. J. Adams", "4. Den mystiske 'kraft' spiller ud. Kommandøren fortæller videre", "5. Krell'ernes tragiske hemmelighed. Edward Morbius", "6. De var flået i stykker som kludedukker. Major C. X. Ostrow", "7. Situationen tilspidses yderligere. Kommandør J. J. Adams", "8. Gådernes endelige løsning. Kommandøren slutter af".

Rummet, år 2371
Rejsehastigheder tæt på lysets er blevet mulige for nylig. Vi følger et rumskib - med kommandør John Justin Adams som leder - på dens årelange færd til Altairs fjerde planet. Skibslægen Ostrow bliver syg og dårlig, når de vender fra acceleration til deceleration. De når uskadt frem og formålet med rejsen er at finde ud af hvad der er blevet af E-X 101, Bellerophon, der 20 år tidligere burde være nået frem til Altair IV. Chefingeniøren Alonzo Quinn, kommandør Adams, navigatøren løjtnant Jerry Farman og de øvrige 17 mand er klar og Altair IV ser smuk ud fra rummet. På vej ind mod planeten får de kontakt med en doktor Morbius, som advarer dem mod at lande og siger at hele Bellerophons besætning er død pånær ham. De lander alligevel og bliver hentet af en robot, Robby, der faktisk er ret charmerende, omend stor og klodset.
Den kører tre af dem (Adams, Farman og Ostrow) hen til Morbius og hans imponerende residens. De bliver godt beværtet og Morbius prøver at bilde dem ind at han selv har bygget robotten og de luksuriøse omgivelser. Den tygger de lidt på, men så dukker Morbius' datter Altaira op. Hun er ca 20 år og bedårende smuk. Adams forelsker sig i hende og efter lidt forviklinger bliver kærligheden gengældt. Til gengæld er der knas med ekspeditionen og de beslutter at forsøge at tage kontakt med Jorden. Det kræver indviklet maskineri og store mængder kraft, så de rigger udstyr op udenfor rumskibet. Det bliver på mystisk vis ødelagt og de mistænker Morbius for at have noget med det at gøre, selv om de ikke rigtigt kan forklare hvordan det skulle gå til.
Det får Morbius til at afsløre sin hemmelighed. Altair IV har for længe siden været beboet af en race, der kaldte sig Krell'erne. Men på en nat blev hele racen udryddet og alt på planetens overflade er siden eroderet bort. Inde i planeten gemmer der sig dog uhyre store maskiner, der stadig her, hundredetusinder af år efter krellernes forsvinden, virker og vedligeholder sig selv. Såvidt Morbius ved er der 400 maskiner, der hver er på 30 x 30 x 30 kilometer.
Alt dette og mere til har Morbius fundet ud af ved at bruge en af de efterladte maskiner, der øger ens intelligens, hver gang man bruger den, men også rummer en reel risiko for at hjernen bliver overbelastet.
Efter at have fortalt alt dette og vist rundt, slutter Morbius med at konkludere at menneskene ikke er rede til at modtage al denne viden. Adams går ham på klingen mht den ødelagte sender og det udløser et raserianfald og efterfølgende sammenbrud hos Morbius. Robby lægger ham i seng og passer på ham. Kort efter dør Quinn en forfærdelig død. Ostrow kan ikke dy sig og benytter sig af intelligensmaskinen. Adams advarer ham mod at overdrive og Ostrow lover at passe på.
Adams går tilbage til sine folk, der har opstillet detektorer og våben rundt om deres raket for at beskytte sig mod det ukendte uhyre, der har ødelagt senderen og dræbt Quinn. Uhyret angriber alligevel og det er ret uhyggeligt, for man kan ikke se det (bortset fra dets fodspor) og det er tilsyneladende umuligt at ramme eller såre det. Farman, Grey og en mere bliver dræbt på uhyggelig vis.
Imens har Ostrow løst gåden, men det koster ham livet af hjernelammelse. Han har fundet ud af at krellernes inderste mål var at kunne skabe liv. Det lykkedes dem, men de havde ikke nogen ide om Ego, Superego, og ID. Dvs Morbius er kommet til at skabe et uhyre, der er et billede på hans ID. Og endda uden at han selv ved det. Eller måske ved han det godt.
Med Altaira ved sin side, konfronterer Adams Morbius med Ostrows notater. Udenfor river et stort uhyre ting i stykker.
Morbius tager sig sammen og går imod uhyret. Det forsvinder og Morbius trykker på en knap, der sætter gang i en selvdestruktionsmekanisme, der vil ødelægge Altair IV 24 timer senere. Så synker han sammen og med en døende mands sidste ord beder han sin datter om at tage tilbage til Jorden og glemme stjernerne.

Hele bogen her er lavet efter en film fra 1956 "Forbidden Planet", med screenplay af Cyril Hunt. Illustrationerne og forsiden er også tydeligt lavet med filmen som forlæg. Filmen er bedre, som det oftest er med denne slags bøger. Morbius forsøger at tiltage sig gudekræfter, men det mislykkes og lønnen er døden. ( )

The novelization of the movie is written in various first person accounts (Morbius, Commander Adams, etc.) It fills in some gaps, but overall is simply inferior to the movie. The biggest difference, for me, is that the movie has a strong sense of original sin - as found in the id (something we tend to lack today), while the book shifts the focus to the Krell and Morbius trying to usurp the power of God (villains frequently are prideful enough to do this, so it is a common theme). So there are some strong religious undertones in both, but a very flavor. ( )

À la fin du XXIème siècle, la conquête de la Lune puis des planètes a été suivie par la découverte de l'hyperforce quanto-gravitique qui a ouvert la route des étoiles... Ainsi débute le grand film M-G-M en Cinémascope et en Eastmancolor d'où est tiré ce roman.
Un astronef approche de la quatrième planète de l'étoile Altaïr où il a été envoyé à la recherche d'une expédition perdue vingt ans auparavant. Le commanandant Adams décide de passer outre aux avertissements d'une voix mystérieuse et atterit. Un étonnant et inquiétant robot survient qui le conduit avec deux des ses officiers, à l'extraordinaire demeure du professeur Morbius. Celui-ci leur apprend que tous les membres de l'expédition sont morts horriblement, tués par un monstre invisible qui n'a épargné que lui et sa fille, la jolie Altaïra. Et il les incite de nouveau à quitter la planète interdite.
Le jeune et énergique commandant Adams, d'ailleurs profondément impressionné par le charme d'Altaïra, s'y refuse. Et maintes péripéties dramatiques, haletantes de « suspense », conduisent au dénouement le plus logique et le plus fantastique, dans une ambiance constamment empreinte de ce « sens du merveilleux » qui fait le meilleur attrait de la Science-Fiction.