Danmark, ca 1958
Hovedpersonen David Dechel på 17 år bliver samlet op af en betjent, fordi hans slips har sat sig fast i en cigaretautomat. Også lidt fordi han opfører sig underligt og af og til som en hund, der bider folk i benene. David bliver indlagt på den lukkede afdeling med tremmer for vinduerne og en tid lang er han ret forvirret. Davids far er død. Davids mor har giftet sig igen med en rendyrket og tomhjernet tyr Fabby (sådan kaldtet på grund af sit efternavn Fabian), der kun tænker på en ting. David har en søster Kamma og en storebror Hugo. Hugo er udpræget materialistisk indstillet og forstår slet ikke Davids kvaler. Hugo er gift med Chrissy og de har en lille datter Lindy., som David har det fint med. David går i gymnasiet og har latin og skal skrive stile, fx en om traditioner. Traditioner og floskler hænger David ud af halsen, så han skriver en stil der er en floskelfyldt hyldest til traditioner, mest for at drille værelseskammeraten Hubert. David får UG- for sin stil.
Familien Dechel svømmer i penge fordi faderen skiftede fra bronzestøberi over til bakelit og endelig over til plastik. David var egentlig helst fri for fabrik og penge. David er lun på pigen Lis, men det tør han ikke sige til hende, fordi han er bange for at det hele ender i floskler og Hollywood-klicheer.
På hospitalet stifter David bekendtskab med en hr Traubert, der er paranoid. Fordi Fabby ikke er så klog, får David en stak kanonslag i stedet for en kasse cigarer, men hr Traubert bruger kanonslagene med stor fornøjelse til at sætte lidt fut i afdelingen og de andre patienter. David tænker tilbage på dagene før han slipseepisoden. Han gik fra en af timerne med yndlingslæreren "gamle Jacob" og sparkede Jacob bagi, da denne holdt formaningstale over ham.
De voksne omkring David er lidt plim. Faderen drak, moderen er sexfikseret, Jacobs kone hører ikke hvad man siger og hun ryster på hænderne, Lis's mor er på sovetabletter. Men det er David, der bliver sendt på nervesanatorie.
Hr Traubert går til angreb i tordenvejr med sine kanonslag, men bliver svitset af et lyn og dør, mens David ser på. Kort efter checker David ud af sanatoriet og får sig endelig taget sammen til at ringe til Lis.

Vældig godt skrevet bog om opvækstproblemer og det at blive voksen. Romanen tegner et tidsbillede uden at være helt umuligt tidsbundet af den grund. Nok bliver man ikke plaget med latin og Cæsars krige så meget mere og referencerne til James Dean og Kim Novak er lidt forstyrrende, men alligevel kan man sagtens læse bogen med udbytte her over 50 år senere. ( )

Danmark, ca 1958
Hovedpersonen David Dechel på 17 år bliver samlet op af en betjent, fordi hans slips har sat sig fast i en cigaretautomat. Også lidt fordi han opfører sig underligt og af og til som en hund, der bider folk i benene. David bliver indlagt på den lukkede afdeling med tremmer for vinduerne og en tid lang er han ret forvirret. Davids far er død. Davids mor har giftet sig igen med en rendyrket og tomhjernet tyr Fabby (sådan kaldtet på grund af sit efternavn Fabian), der kun tænker på en ting. David har en søster Kamma og en storebror Hugo. Hugo er udpræget materialistisk indstillet og forstår slet ikke Davids kvaler. Hugo er gift med Chrissy og de har en lille datter Lindy., som David har det fint med. David går i gymnasiet og har latin og skal skrive stile, fx en om traditioner. Traditioner og floskler hænger David ud af halsen, så han skriver en stil der er en floskelfyldt hyldest til traditioner, mest for at drille værelseskammeraten Hubert. David får UG- for sin stil.
Familien Dechel svømmer i penge fordi faderen skiftede fra bronzestøberi over til bakelit og endelig over til plastik. David var egentlig helst fri for fabrik og penge. David er lun på pigen Lis, men det tør han ikke sige til hende, fordi han er bange for at det hele ender i floskler og Hollywood-klicheer.
På hospitalet stifter David bekendtskab med en hr Traubert, der er paranoid. Fordi Fabby ikke er så klog, får David en stak kanonslag i stedet for en kasse cigarer, men hr Traubert bruger kanonslagene med stor fornøjelse til at sætte lidt fut i afdelingen og de andre patienter. David tænker tilbage på dagene før han slipseepisoden. Han gik fra en af timerne med yndlingslæreren "gamle Jacob" og sparkede Jacob bagi, da denne holdt formaningstale over ham.
De voksne omkring David er lidt plim. Faderen drak, moderen er sexfikseret, Jacobs kone hører ikke hvad man siger og hun ryster på hænderne, Lis's mor er på sovetabletter. Men det er David, der bliver sendt på nervesanatorie.
Hr Traubert går til angreb i tordenvejr med sine kanonslag, men bliver svitset af et lyn og dør, mens David ser på. Kort efter checker David ud af sanatoriet og får sig endelig taget sammen til at ringe til Lis.

Vældig godt skrevet bog om opvækstproblemer og det at blive voksen. Romanen tegner et tidsbillede uden at være helt umuligt tidsbundet af den grund. Nok bliver man ikke plaget med latin og Cæsars krige så meget mere og referencerne til James Dean og Kim Novak er lidt forstyrrende, men alligevel kan man sagtens læse bogen med udbytte her over 50 år senere. ( )

Det er ikke nemt at være ung. Det var det tilsyneladende heller i 1950’erne, da Leif Panduro udgav sin roman Rend mig i traditionerne. Her sidder den 17-årige David på et nervesanatorium ved Øresund og fortæller om, hvordan han egentlig er havnet der. Det er en historie om familiesvigt, kærlighed og en opvækst, der slet ikke er nem, selvom man kommer fra livets solskinsside.

Davids far er død en alkoholrelateret død og hans mor er selvoptaget og fraværende. Det er ikke så sært, at han vokser op uden rigtigt at vide, hvordan han skal knytte sig til andre. Da hans hoved samtidig bliver proppet med gymnasial viden, ligger fremmedgørelsen lige for.

Han kan ikke holde fraser og klicheer ud, og han har konstant en fornemmelse af, at alle ord og handlinger for længst er prøvet af og slidt ned i Hollywoods drømmefabrik. Mest af alt de ord, der handler om kærlighed. David render rundt med en ”brintbombe” i maven, og det hele koger over til gammel-elev dag lige før eksamen. Benene kan ikke holde sig i ro, han begynder at sparke folk bagi, og han bliver i det hele taget løjerlig, inden han går sin vej og ender med et sammenbrud.

Den eneste David rigtig kan identificere sig med er pigen Lis. Hun er ”mægtig ironisk”, og det passer David godt, for han kan ikke holde de voksnes komediespil og alvorsfulde miner ud. Men ironien og angsten for at ende som en kliché gør det også helt umuligt for ham at sige det, han gerne vil: at han holder betydeligt mere af hende end som så.

Rend mig i traditionerne er en morsom bog. Panduro har et klart blik for tilværelsens absurditeter og ufrivillige komik, men det er en komik, der vokser frem på en alvorlig baggrund. David ender vitterligt helt ude i tovene, og selvom han kun har hån til overs for psykologer, så har han virkelig brug for dem. Den blanding fanger Peter Bollerslev fint i sin oplæsning.

Romanen er helt fortjent blevet en dansk klassiker. Hvis du ikke har læst den allerede, så skynd dig at finde en lejlighed til at gøre det. ( )