Malin Biller

Den selvbiografiske fortælling er en af de mest dominerende genrer inden for graphic novels. Det er fint nok, for det har produceret en stribe fremragende værker. Men man bliver måske også lidt forvænt og svær at begejstre af nye udgivelser.

Det var i hvert fald min tanke, da jeg havde læst Malin Billers I skovens dybe stille ro, der blev udgivet i Sverige i 2010 og oversat til dansk sidste år.

Historien er voldsom. Da faderen får arbejde i Karlstad bliver familien tvunget til at flytte, og det bliver samtidig starten på en voldsom deroute. Faderen begynder at drikke, omgive sig med porno og at forgribe sig på Malin, mens moderen lader stå til med en depression. Om alt virkelig har været fryd og gammen inden flytningen, kan man som voksen læser tillade sig at tvivle på, men det er sådan barnet oplever det.

I skolen har Malin svært ved at falde til. Hun pendler mellem at være overvægtig og anoretisk med nogle voldsomme nedture og besøg hos flere psykologer i Birkenstocksandaler. For det meste er hun ulykkelig og udenfor, men hun drømmer om at være populær, og da det i en periode lykkes hende, dropper hun sin bedste ven Anders, der også er en outsider. Dumt men uhyre menneskeligt.

Tegningerne er holdt i en simpel, barnlig streg. Det fungerer, især i de drømmende sekvenser hvor virkeligheden sættes på standby. Opdagelsen af Beatles og hele deres musikalske univers er f.eks. smukt fortolket. Den grafiske side fungerer altså, men den var ikke rigtig med til at trække helheden op.

Jeg blev berørt af bogen, som giver en nuanceret fremstilling af et menneske, der er kommet igennem en svær start. Det hænger sammen med, at der også er gode stunder og glimt af kærlighed og håb.… (meer)