Lars Frost

Det er et sæt dejlige komedier, ham Lars Frost her har skrevet. Han er god, først læste jeg Ubevidst rødgang, nu denne, og snart Smukke biler efter krigen. Fra ingeniørroman over komedier til ?? - nu må vi se. Jeg glæder mig. Frost skriver om et menneske, et par, et par par, nogle, nogen. Det går ikke så godt, altid alle steder. Der er selvynk og bortforklaringer. Og det er lagt frem for mig som læser på en temmelig overlegen facon. Selvfølgelig er det også for meget, visse steder, men hey, det er ok. At krukke, når man er en krukke, men så nådigt deler ud af krukkens indhold er en mangelvare. Næste!… (meer)

Jeg var ikke alt for glad for Lars Frosts "ingeniørroman", der tidsmæssigt beskriver overgangen fra 1960'ernes overflod til 1970'ernes politiske radikalisering og økologiske bekymring. Hovedpersonen Erik er ingeniør og dermed involveret i opførelsen af den moderne verdens bygningsværker, og så har han et ganske almindeligt problematisk forhold til sin søn Arne. Hans udskejelser har han svært ved at acceptere, mens det er forfriskende, når kompagnonens søn gør oprør mod sin far. Han lever en ganske almindelig borgerlig tilværelse med jævnt stigende forburg og overfladisk lykke.

I romanens anden halvdel træder den jeg-fortæller, der tittede frem enkelte steder i første del, frem. Scenen er nu skiftet til Italien, hvor ingeniører holder konferencer om betonfundering og mulighederne for at redde det forfaldne Venidig fra undergang, mens terroristerne sprænger bomber i baggrunden. Erik dukker igen op i Venedig - og til slut tager romanen endnu en overraskende drejning for fortælleren og Erik.

Jeg var ikke helt begejstret for bogen. Der er for mange klicheer - alment accepterede nazister ude på landet, de sædvanlige ironisk-hånlige bemærkninger om ungdomsoprørets livsprojekter - og en sprogbrug, der irriterer mig. Kapitlerne er korte men uden afsnit, og når der til tider bruges gentagelser i stil med Henriette Møllers, bliver det anstrengende: "Erik lægger avisen fra sig og spørger, hvad Grete mener. Hvad mener du? spørger Erik." (s. 47) Historien udvikler sig også noget tungt inden slutningens tour-de-force, og jeg har i det hele taget svært ved at se, hvad der gør romanen til en "ingeniørroman" - bortset fra, at hovedpersonerne er ingeniører. Vi bliver i hvert fald ikke meget klogere på, hvorfor skaberne af det moderne fysiske rum - og i abstrakt forstand de sociale ingeniører - overhovedet har sat deres projekt i søen.… (meer)