Thit Jensen (1876–1957)

Da Thit Jensen i 1901 rejste til København fra Hvalsø for endelig at slå igennem som forfatter, var det med et skuespil og to fortællinger i tasken. Fortællingerne blev ikke antaget, selvom forlæggeren anerkendte at de var velskrevne. Derfor var det først i 1990, at læserne fik adgang til Fru Astrid Grib. Det er en kortroman på godt 40 sider med en introduktion af Jens Andersen.

Astrid er 28 år og netop hjemvendt fra udlandet, da hun får en stilling som barnepige/guvernante i en rig familie i København. Hun er god til sit arbejde: Hun bliver forgudet af pigen, og hun opbygger et venskab med den sygdomsplagede mor.

Hendes sociale status er usikker. På den ene side er hun en uformuende kvinde, der efterhånden er ude over sin bedste alder, på den anden side har hun via familien adgang til det københavnske selskabsliv. Her møder hun snart etatsråd Grib, der er i slutningen af 40’erne og regner sig selv for en damernes ven. Hans mål er at forføre Astrid og gøre hende til sin elskerinde, hun vil som minimum giftes, hvis hun skal give sig hen til ham.

Astrid har også mødt hr Brede, der bor hos familien. Han har mange flygtige forbindelser, men hun er forelsket i ham, og det mere end antydes, at han også elsker hende. Finde ud af det kan de dog ikke, og derfor beslutter Astrid sig for en grusom plan: Hvis hun ikke kan få den hun elsker, så vil hun tage den hun kan få men uden intention om at være ham tro. Tværtimod planlægger hun allerede inden brylluppet med Grib, at hun vil tage sig de elskere, hun har lyst til.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at den historie ender skidt for alle parter. Der er heller ingen tvivl om, at Thit Jensen bevidst har forsøgt at stikke til samtidens moral. På den ene side er Astrids intentioner forargelige, på den anden side presses hun ind i umulige valg af samfundets normer. Hvorfor skal hun som 28-årig forsvarer sin dyd for at overhovedet at have en chance for at få et godt liv, mens mændene i selskabet uden videre kan give den som skørtejægere? Hvorfor skal hun ikke også kunne forfølge sit livs mål?

Da hun endelig beslutter sig for at kaste samfundets normer af sig, sker det også på en måde, der garanteret ville have forarget i samtiden, hvis bogen var blevet udgivet, men som er forståelig nok, når man tænker på, hvor længe hun har ladet sine drifter undertrykke: ”Hun krængede sin jomfruelighed af sig med en vild lyst, den havde kun bragt hende pine, hun flåede sig selv for al kyskhed. Hun lo i sorgløs hån over sin egen moralske fornedrelse, dukkede dybere i den – med fremskudt hals, med hver stump af det hvide legeme.” (s. 42-43)

Bogen er interessant på grund af sin feministiske radikalitet, og selvom det er svært at bakke op om Astrids handlinger, så er det ikke svært at føle hendes frustrationer. Sproget er gennemarbejdet, men historien lykkes alligevel ikke helt. Den er lidt for meget kampskrift, og Astrids fald fra tinderne afvikles lidt for hurtigt til at gøre rigtigt ondt på læseren.… (meer)

Liv og død går hånd i hånd i denne fortælling om Stygge Krumpen, som ifølge romanen er Danmarks sidste sande forsvarer af den katolske trosretning. Vi stifter bekendtskab med Stygge, fra han, som lille dreng, sidder på moders skød i Budolfi domkirke i Aalborg, hvor der opføres et bjergtagende kirkespil. Kærligheden til moderen og en stærk tro er det, som motiverer Stygge Krumpen i hans livsforløb, og det er dette forløb, vi følger i denne historie.

Hans mission er at reformere den katolske kirke; den er i hans øjne fordærvet. Bisperne landet over står ikke tilbage for at skeje ud, både når det kommer til sex, øl og hornmusik, kunne man sige. Specielt Stygges morbror, Niels Stygge, som er en stor personlighed, også fysisk, holder sig ikke tilbage. Stygge Krumpen afløser sin morbror som bisp for Børglum i Nordjylland og får mere at slås med end sin egen kirkes fordærv. Martin Luthers lære spredes som en steppebrand, og kongemagten udnytter, hvor den kan.

Der er i romanen en del forskellige personkarakteristikker udover dem af Stygge Krumpen selv og bisp Niels Stygge. Thit Jensen (TJ) er nok først og fremmest kendt som kvindeforkæmper, og de stærke kvinder er også at finde i Stygge Krumpen. Vi møder nonnen Dorete Due, der er som en fast klippe både i tro og handling. Hun er en moderskikkelse for Stygge Krumpen, efter han mister sin egen mor i en ung alder. Elisabeth Gyldenstjerne er en vigtig figur for Stygge, og han forelsker sig hovedkulds i hende. Kærligheden er dog ikke nem for en ideologisk sindet biskop.



Godt nok er den Stygge Krumpen, TJ beskriver i romanen, meget anderledes, end han ifølge historiske kilder bliver husket. Den historiske Stygge er faktisk noget nær det stik modsatte af den kyske og milde person, der bliver beskrevet for os i romanen. Hvordan det kan være, har TJ dog en spændende løsning på, selvom hun er blevet beskyldt for at være lige lovlig fantasifuld.

Sprogligt er romanen udfordrende, TJ bruger bl.a. en del ord fra gammel tid såsom klaffer, der betyder sladder, eller somme, der betyder nogle.

TJ bruger desuden megen symbolik og mange metaforer. Et eksempel på en metafor allerede på første side i bind 1: ”… en Himmel som en udhulet Maanesten”

Eller på anden side i bd. 1: ”Ofte er et Kuld Søskende ved Giftermaal spredt som Avner for Vinden…”

Er du sart i sjælen, er dette IKKE historien du skal kaste dig over. Er du til gengæld til udførlige og indgående beskrivelser af landskaber og mennesker, set gennem både overdådighedens og nederdrægtighedens briller, så er denne fortælling et godt valg. Og der er gode nyheder: Stygge Krumpen er ikke den eneste historiske roman, Thit Jensen har begået. Den er del af en serie ”Himmerlands nitakkede krone”, hvor historien skildres fra middelalderen til reformationen.… (meer)