Anne-Cathrine Riebnitzsky

En ung kvinde, Lisa, sidder i et fly fra Afghanistan til København. Hendes udstationering er slut, og nu skal hun tilbage til hverdagen i Danmark. Ved hendes side sidder en mand, som vi kun får ganske lidt at vide om, men som hun insisterer på at fortælle sin historie til.

Den fortælling er romanen, og den starter med en anden rejse hjem fra Afghanistan. Lisas lillesøster Marie har prøvet at begå selvmord og er nu indlagt på psykiatrisk afdeling på Frederiksberg. Hun er akkurat i live, hendes psykiater har brug for at få baggrundshistorien på plads, og Marie har kun givet ham lov til at tale med Lisa. Lisa fortæller altså familiehistorien to gange – til psykiateren og til manden på flyet – og historien veksler mellem de to nutidsplaner og erindringen om opvæksten på en svinefarm i Østjylland. Det lyder indviklet, men det føles ikke sådan, når man læser romanen.

De var fire børn i familien på gården. Ivan, der også blev soldat, og Lisa var de ældste. Peter, som fylder mindst i bogen, og Marie, den elskede lillesøster med de store musikalske evner på klaveret, var de yngste. Sammenholdet mellem dem var stærkt, men de havde også brug for det. Faderen var hidsig og voldelig, og børnene levede i konstant frygt for skældud, eller det der var værre. Hans vrede gik også ud over moderen, som havde sine egne psykiske problemer. Hun havde ikke styrke til at beskytte børnene mod faderen, og i virkeligheden havde hun måske heller ikke viljen til det. Efter en kaotisk opvækst var manden gården, alle sine mangler til trods, hendes bedste håb om en sikker havn.

Romanen handler også om strukturtilpasningen i landbruget – eller sagt på en anden måde: Den handler om, hvordan mange landbrug i Danmark er blevet til få meget store landbrug, og hvordan det påvirkede de gårde, der var nederst i fødekæden. Det lykkes akkurat at holde bedriften i gang, men det kræver enorme ofre. Børnene vokser reelt op i fattigdom, faderen slider sig selv op, og moderen må tage fuldtidsarbejde for at få tingene til at hænge sammen. Rudekuverterne hober sig op, og det er altid en reel risiko, at terminen ikke bliver betalt.

Dårlig økonomi er selvfølgelig ingen undskyldning for overgreb. Lisa tillægger det ingen værdi, og Maries psykiater bekræfter hende i, at nogle burde have grebet ind. Men som læser, giver det forældrene dybde, at man ser det store pres, som de er under.

Forbandede yngel vandt flere priser, da den udkom i 2013. Det er forståeligt, for det er en medrivende roman om at vokse op i 1970’erne og 1980’ernes Danmark. Stoffet disponeres elegant, så vi som læsere langsomt opdager nye lag i familiens historie. Det fungerer vældig godt som roman men virker mindre troværdigt som en fortælling på natflyveren. Da romanen slutter, har de fire søskende fundet hinanden igen og fremtiden tegner lys – men som læser sidder man tilbage med alvorlige moralske kvababbelser. Hvor meget kan en dårlig barndom egentlig undskylde?… (meer)