Espectacular obra de no ficción, a modo de libro de pensamientos donde Kerstész, Premio Nobel de literatura 2002, intuye que sobrevivimos en un fluir constante del yo, un yo entendido como mente, como pura energía activa. Y se pregunta constantemente por las fuerzas negativas del ser humano, por lo que Hannah Arendt denomina la banalidad del mal que conducirá quizá a la destrucción inevitable de la humanidad. De este modo, partiendo de la reflexión de su propia identidad, Kerstész como superviviente del Holocausto, rehúye la identificación con todo lo que signifique su origen judío y húngaro y medita acerca de la escritura, la existencia y la evolución de la mentalidad que ha marcado el siglo XX, en el que “el soldado se ha convertido en asesino profesional, la política en crimen, el capital, en gran industria exterminadora de hombres y equipada con crematorios; la ley, en regla para el juego sucio; la libertad universal, en cárcel para los pueblos; el antisemitismo en Auschwitz; el sentimiento nacional, en genocidio”. ( )

Den lille roman fra 1997 er svær at placere. Det er erindringer fra starten af 1990’erne, bygget på dagbogsnotater, men det er også et essay, der handler om, hvem Kertész egentlig er.

Kommunismens fald, den pludselige personlige anerkendelse og ny nationalisme sætter nemlig spørgsmålstegn ved det, Kertész først og fremmest har været: en dissident i permanent modsætning myndighederne.

På rejserne rundt i Europa er det ikke mindst skyggerne fra holocaust, der fylder. Kertész besøger det sted, hvor hans far blev myrdet, og han undrer sig over, at der ikke er noget mindesmærke. For en overlevende bliver Auschwitz det ultimative resultat af ikke bare antisemitismen, men også modernismen som sådan.

Men minderne trænger sig også på, fordi antisemitismen igen viser sit ansigt, og bogen er især interessant som et dokument over den usikkerhed, der prægede tiden efter murens fald. Det var jo ikke givet, at overgangen til demokrati og markedsøkonomi ville gå så glat, som det faktisk var tilfældet.

Jeg havde lidt fornemmelsen af at have læst en meget klog, men også meget lang kronik i Politiken. Det er der ikke noget i vejen med, men jeg ikke anbefale nye Kertész-læsere at starte her. Læs hans fremragende roman De skæbneløse i stedet. ( )

Filosofiske erindringsbrudstykker fra en Ungarsk systemkritikers vanskelige liv. ( )