Maria Krause, Rechtsmedizinerin, hat Probleme mit sich selbst. Sie wurde vor Jahren vergewaltigt und hatte auch noch Spaß daran. Die Vergewaltigung blieb nicht ohne Folgen, sie trieb ab. Danach stellt sie sich in ihren Tagträumen vor, wie dieses Kind – ein Mädchen – aufwächst.
Als ihre Freundin Nkem in Odense einen neuen Job annimmt, geht Maria mit. Ihr neuer Chef stellt ihr nach und die Kollegen mobben sie. Da sie selbst aber menschenscheu und eigenbrötlerisch ist, belastet sie das nicht allzu sehr.
Obwohl sie Bereitschaft hat, trinkt sie und nimmt auch noch Schlafmittel. Entsprechend benebelt ist sie, als sie zu einem Mordfall gerufen wird. Eine junge Frau, die ziemlich zugerichtet wurde. Der Fundort ist nicht der Tatort und es gibt Parallelen zu einem früheren Fall.
Maria stellt seltsame Verfärbungen am Hals der Toten fest. Ursache ist ein Lepra-Medikament. Doch es gibt seit circa 100 Jahren keine Lepra mehr in Dänemark. Es dauert eine Weile bis Maria die Zusammenhänge begreift
Die Tagebuchauszüge des Mörders vermitteln dem Leser seine Gedankengänge.
Eine spannende Geschichte mit einer Protagonistin, die Ecken und Kanten hat. Maria Krause ist keine sympathische Person, oft sehr realitätsfremd. Trotzdem hat mich dieses Buch bis zum Schluss gefangen genommen. ( )

A young woman is found dead by Gudme Lake in the South of Funen. Apparently she's been stabbed to death and emptied for blood somewhere else.

Assistant state coroner dr. Maria Krause is sent to do the autopsy. The sight reminds her of the body of another young woman who was found at a castle close to Faaborg.

During the course of the autopsy, dr. Krause discovers a red colour on the woman's neck. The colour turns out to be remains of the culprits sweat and is caused by a substance that is used in the treatment of leprosy. But there haven't been any cases of leprosy in Denmark since 1913, so which disease is it being used to treat? And on who?


Very, very slow to start. In fact I'll admit to almost giving up on it within the first 20 pages because nothing was happening, and I didn't care for the writing style so it bothered me that nothing was happening. However, I thought the book blurb sounded so interesting that I was determined to give it a decent chance, and thankfully it paid off, and pretty soon I couldn't put it down.

Still, while entertaining enough, as you can see from the rating, it didn't quite live up to my expectations. There was too much vigilante work in it for my liking, and the main character was border-line psychotic... something nobody apparently seemed inclined to act upon.

I'm not sure I found the plot all that believable, but it kept me riveted while reading as I had to know what happened next. I'm quite satisfied I merely got it out of the library and didn't actually purchase it though - I don't think it merits a reread. ( )

Maria Krause, 47 år, bliver i 2008 ansat som vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Året efter bliver en pige fundet ved Gudme, torteret, voldtaget og knivdræbt - og ikke mindst med nogle røde mærker, som viser sig stammer fra et stof man bl.a bruger ved behandling af spedalskhed. Og der kommer mere til...også af personlig involvering.
Hvis jeg skulle sammenligne med en anden af efterårets danske krimier 2XHammers Alting har sin pris - begge parter vil nok sige det er uretfærdigt (jeg giver dem ret) - så er sproget hos Staun i den grad meget bedre: stilsikkert, fantasifuldt og sprudlende. Plotmæssigt er de to bøger væsensforskellige, hvor Hammer søger den rene realisme og klarer det godt men med huller, søger Staun en blanding af realisme og 'langtudehed', som gør, at jeg i langt højere grad accepterer de huller, som der så er i det realistiske.
Denne gang er det igen et sprogligt festfyrværkeri at læse Susanne Staun. Hun var gået noget i frø med de sidste par Fanny Fiske bøger, men her har hun genfundet både rytme, frækhed, aggresion og fantasi - også med gamle kendinge som sex og selvtægt. Og det ikke mindst nogle helt ustyrlige replikker og replikskifter, som lige er til at huske på og bruge selv:, bl.a en bemærkning som at ligne én, "der er dumpet til ligsyn"! Og den retsmedicinske research er bare helt oppe i eliten.
Så velkommen tilbage til bogreolen til Susanne Staun - uden Fiskefingre! ( )