ikke særligt god, sorry

Det samlede værk og især Hildegard II er det bedste stykke danske litteratur, jeg har læst i årevis. Læs den! (Det var den korte version, hvis du nu ikke orker at læse hele den smørre, bogen inspirerede mig til. :-)

Hildegard II fortsætter, hvor første bind sluttede i 1148. Hildegard har fået pavelig anerkendelse som guddommeligt inspireret seer. Dermed har hun endelig fået mulighed for at formidle sin musik og sine syner, og hun kaster sig ud i arbejdet med Volmar som sin nærmeste assistent. Sammen skaber de en række vigtige musiske, medicinske og teologiske værker, men det er ikke nok.

Stemmen i lyset skubber hele tiden Hildegard mod nye opgaver. Hun bliver klostergrundlægger og begynder at prædike offentligt. Begge dele har store omkostninger, men som en ægte idealist (fanatiker?) er hun klar til at bringe ofre.

Det udfordrer grænserne for, hvad en kvinde kan i det middelalderlige samfund, men det giver hende også en platform til at arbejde for sin tro og for at sige kejseren (Frederik Barbarossa) sin ærlige mening. Selv ser hun det som en simpel pligt over for Gud, men som læser er det svært ikke også at se opfyldelsen af nogle personlige ambitioner.

Men romanen er meget mere end intriger. Det er en fremstilling af et unikt og særpræget menneske. Det er en fortælling om, hvordan kunst og viden bliver til, om hvordan mennesker knyttes sammen og elsker hinanden i et miljø, de fleste knap nok kan forestille sig.

Synerne og inspirationen skildres meget smukt som sammensmeltning af sanserne, af farve, lugte og følelser. F.eks. i denne passage, hvor kærligheden til den yngre nonne Richardes vælder op i Hildegard:

”Hænder mod bark hjælper jordens dybe tone op gennem stammen, den bliver lysere og lysere, jo nærmere kronen den kommer. Lydene er et fletværk, en ranke, er låget, der lirkes af et hemmeligt skrin, melodier som et pludseligt forår. Grønhedens kraft, lysbræmmen, æder af himlen, inden solnedgang vil den have trængt regnen tilbage. Lyden af ild og vand, af skum og is, safirer og sten.” (s. 68)

Selvom Gud ved alt og kan alt, ser Hildegard ikke menneskene som viljesløse brikker. Tværtimod vælger de selv verdens udformning gennem deres handlinger. ”Det er ikke for sent at rette op på det, vi skal bare huske, at vi er med til at skabe universet hver og en,” (s. 167) siger hun på et tidspunkt.

Det rykker det personlige ansvar i centrum, og her hviler større pligter på kirkens folk end på nogen andre. Hvis de ikke viser vejen, hvordan skal almindelige mennesker så kunne stå imod kætteriet? Det vil på Hildegards tid især sige katarerne. (Som i øvrigt har givet navn til betegnelsen ’kætter’ på dansk.) Hun vil sætte kirken på plads med sine hårde ord: ”Derfor siger JEG SOM ER: Det er jer, der skubber de uvidende og uoplyste ud over helvedesklippen, det er jer, der vender ryggen til, når katarerne, de, som kalder sig rene, men er ondskabens yngel, rækker hænderne ud…” (s. 399)
Som det bemærkes tager Hildegard rolle som Guds talerør meget alvorlig. I hendes optik er det ikke bare en fortolkning hun laver, men faktisk en videregivelse af herrens ord, røbet for hende i det levende lys.

Derfor kan der ikke forhandles eller diskuteres. Synerne er altid absolutte sandheder. Det får pilgrimmene til at strømme til. Det fascinerer både Volmar og mange andre dybttroende gejstlige. Men det gør også Hildegard svær at være sammen med. ”Hillin bryder sig ikke om, at hun står så skråsikkert ved siden af ham, som om det er hende der er vært, men han siger ikke noget. Han forstår ikke, hvordan hun turde tale sådan i kirken, og hendes mod skræmmer ham til tavshed.” (s. 400)

Sådan er det med Hildegard. Det er svært bare at være menneske sammen med ham, og måske er det derfor hun knytter sig så stærkt til Volmar og til Richardis, der både ser hendes guddommelige inspiration og hendes sårbarhed. Richardis elsker hun højt, og som læser er det fristende at se tegn på kødeligt begær. Men i hele retorikken om at være ”kristi brud” lægger der selvfølgelig også en undertryk erotik.

Hildegard er besidderisk. Til Richardis’ mor siger hun uden omsvøb: ”Du må forstå, Hildegard tøver, leder efter de rigtige ord, at intet ligger mig stærkere på sinde end at sørge for Richardis, hun er min datter, som hun engang var din.”

Da Hildegard insisterer på at grundlægge sit eget kloster, kan Richardis ikke følge hende, og det får Hildegard til at kaste sig ud i urimelig kampagne for at få hende tilbage igen. Når man har pavelig godkendelse på evnen til at fortolke Guds vilje, er det svært ikke misbruge det til egen fordel. Her træder Hildegard over stregen, men hun er jo også kun et menneske. Og i øvrigt ville hun givetvis have fortsat arbejdet med det nye kloster, selv hvis hun havde kendt prisen på forhånd. Herrens krav vejer altid tungest.

Tættest er forholdet til Volmar, der som lærer, skriver og ven er hendes livsledsager gennem et halvt århundrede. ”Du er min far, hvisker hun så lavt, at de kun akkurat kan høre det, du er min eneste søn, min bror, min elskede ven.” (s. 455)

Sådan er Hildegard i Anne Lise Marstrand-Jørgensens fortolkning. Fanatisk, modig, egenrådig, elskende, klog og helt sin egen. Hildegard I-II vil blive stående længe i dansk litteratur. Sjældent har en forfatter skrevet en så hel, mærkelig og vedkommende person frem. ( )