Jeg har gennem flere år været ret begejstret for Ida Jessens forfatterskab. Handling og miljø er let genkendelige i hendes realistiske romaner, men med et sikkert blik for tilværelsens fortrædeligheder savner de hverken spænding eller dramatik. ’Det første jeg tænker på’ udkom i 2006 og markedsføres som en ”selvstændig fortsættelse” af gennembrudsromanen ’Den der lyver.’ Det behøver man nu ikke tage sig af. Ganske vist er den geografiske ramme – landsbyen Hvium uden for Viborg – den samme, men persongalleriet og problemstillingen er en anden.

I bogen følger vi den psykisk ustabile forfatter Birgitte, der skal på rekreation hos barndomsveninden Lisa, som nu har slået sig ned som præst med mand og børn ude på landet. Rollerne bliver dog snart byttet om, da Lisas søn Gustav bliver kørt ned af en flugtbilist. Jeg må indrømme, at jeg er blevet endnu nemmere at påvirke med børns lidelser – også opdigtede – efter jeg selv har fået familie, og Ida Jessen trykker effektivt på knapperne. Skildringen af smerten og fortvivlelsen, ja det personlighedsopløsende vanvid, der rammer Lisa efter sønnens død, går lige i hjertekulen.

Samtidigt breder uroen sig. I barndommen blev Lisa udsat for overgreb fra sine brødre, inden hun fandt trøst i troen, og nu kaster hun sig ud i jagten på gerningsmanden, som alle er enige om må være lokal, for hvem skulle ellers køre rundt på de øde veje på det tidspunkt? Snakken går, Birgitte begynder at kigge sig godt for i nabolaget, og Lisa begynder også snart at bruge sine kanaler. Hendes mål er ikke at hævne sig, men derimod at få en undskyldning, så hun som en god kristen kan uddele sin tilgivelse.

Men er projekt tilgivelse det samme som egentlig tilgivelse? Eller er det i sig selv hævngerrigt at ”tvinge” nogen til bede om tilgivelse? Romanen kredser om disse spørgsmål. Lisas trang til forløsning er forståelig nok, og personligt finder jeg det sympatisk, at hun vil opnå den med konfrontation og tilgivelse frem for vold, men der er langt fra at beslutte sig for at tilgive og til faktisk at gøre det. I virkeligheden er tilgivelsen vel – som kærligheden – uden for vores kontrol.

Selvom Gustavs død og Lisas reaktion på den er romanens hovedspor, så rummer den også fine skildringer af hendes mand Frederiks særegne forhold til sin mor, af landsbyens originaler og af Birgittes problemer med at etablere faste relationer til andre mennesker. Flere af dem, jeg har diskuteret romanen med, opfatter decideret Birgitte som en snylter, mens jeg mere ser hende som en tragisk skikkelse med et skarpt blik for skjulte dagsordener – undtagen hendes egne.

Bogen er spændende, velskrevet og dybt bevægende. Jeg vil anbefale den på det varmeste – men en ”hyggelig” aften skal man ikke forvente. ( )

En meget mærkelig bog, hvor man ikke bliver helt klar over hvad der sker - og hvorfor ( )

Birgitte, en forladt københavnerkvinde, besøger sin barndomsveninde Lisa og hendes familie i en bondeidyllisk by. Alt ånder fred - Lisa er præst, hendes mand Frederik underviser på universitetet og ser mere end almindeligt godt ud, og sammen har de en dreng og en pige, og en blond barnepige. Men så sker det utænkelige. Drengen bliver kørt ned af en flugtbilist og dør af indre kvæstelser. Og pludselig er Birgitte ikke længere gæst, men terapeut, madmor, taxichauffør, og syndebuk.

Ida Jessen viser med denne roman en helt uovertruffen evne til at bevare og trække spændingen lige til det sidste. Hendes beskrivelse af den ellers så stærke præst Lisa og dennes sorg over at miste et barn til en flugtbilist er usædvanlig skarp. Læseren må, ganske som fortælleren Birgitte, vente med at få udløst spændingen og dermed hold ud til den bitre ende - men hvilken slutning?! Mere skal ikke røbes her. ( )