Bredt fortalt roman om Marie Curies liv og opdagelser, sat i relief af verdenshistorien og kvindens stilling på det tidspunkt. ( )

Hvis en biografisk roman skal hæve sig, så har den brug for en ekstraordinær hovedperson og et livsforløb, der i sig selv gør læseren nysgerrig og sulten efter mere. Marie Curie er helt bestemt en sådan hovedperson. Hun er ikke bare en af historiens store naturforskere, hendes position som kvinde i en mandeverden gør hendes fortælling til noget særligt.

Det dobbelte fokuspunkt fanger Stig Dalager godt i Det blå lys. Han skriver om opdagelsen af radioaktiviteten og udviklingen af nye teorier, så det bliver interessant og vedkommende, og han fanger fint Maries særlige position som kvindelig pioner. Som dobbelt nobelpristager og første kvindelige underviser på Sorbonne bliver hun et feministisk symbol, selvom hendes selvopfattelse først og fremmest er som forsker.

Bogen er kronologisk opbygget, og vi følger Maries liv fra barndommen i Warszawa til hendes død i Paris. Opvæksten er præget af social nedtur, da faderen bliver straffet hårdt for at støtte polske patrioter mod det russiske herredømme, og det er kun takket være voldsomme ofre, at det lykkes Marie og hendes søster Bronia at komme til Paris for at studere. Fortællingen om den unge Marie, hendes alt for tidlige tab af moderen og den hårde tilværelse som privatlærerinde for overklassens forkælede børn, hører til romanens bedste.

Det skyldes måske, at Dalager ikke har så mange biografiske oplysninger at tage hensyn til, så han kan skrive mere frit og litterært. Bogen har nemlig tendens til at minde lovligt meget om en ”rigtig” biografi, når der er meget stof at formidle. Ofte fortæller han meget beskrivende om f.eks. forholdet mellem Marie og hendes mand Pierre, hvor jeg ville foretrække, at han i højere grad viste det gennem dialogen og personernes handlinger. Det ville måske også have gjort bogen lidt kortere, for selvom de 660 sider er hurtigt læste, så kunne en strammere redaktion med fordel have skåret noget fra.

Det skal ikke ændre på, at Dalager på mange måder fanger Marie og hendes tid rigtig godt. Det er f.eks. fascinerende at læse om den begejstrede modtagelse af radioaktiviteten, der kritikløst blev brugt i eliksirer og som sundhedsfremme. Det virker helt bizart med vore dages strålingsangst og hele vores viden om skadevirkningerne. Det er også værd at fremhæve den særlige vinkel på første verdenskrig, som følges gennem Maries enestående indsats for at hjælpe de sårede ved at indrette og betjene røntgen-vogne lige bag fronten.

Det blå lys er trods skønhedsfejl en glimrende roman om en meget spændende tid og et helt enestående menneske. ( )