Luskefisefortællinger er en kort bog, fyldt med sjove anekdoter fra en opvækst i en forstad til Århus. Sådan føles den ikke nødvendigvis, når man læser den - eller som jeg gjorde: hørte den i forfatterens egen glimrende indlæsning – for hele vejen er det både sjovt og skævt, og så er bogen pludselig slut.

Der var ikke altid en klar sammenhæng mellem episoderne, og jeg havde svært ved at slippe den tanke, at bogen er “overskudsmateriale” fra Blendstrups tidligere selvbiografiske bøger som Gud taler ud og Bombaygryde.

Heldigvis er sproget skarpt, og det er erindringsglimtene, der fører hovedpersonen Jens og hans kammerater med navne som Michael, Lille-Finn, Fimse og Heino fra 10-års alderen til puberteten og opdagelsen af piger som PIGER, også. Der er nogle virkeligt sjove detaljer som børnelokkeren med legetøj i sine fire kummefrysere (der sker aldrig noget alvorligt, ellers kunne det ikke bagatelliseres), et attentat på et sagesløst toilet i en kælder og en overraskende alliance med en flagermuskoloni til en lilleputfodboldkamp.

Men der er også alvorlige ting på spil. Heinos far er først fraværende, fordi han sidder i fængsel, og så fordi han blive skilt fra moderen. Den lokale vognmandsvirksomhed går stille og roligt neden om og hjem på grund af et mislykket ejerskifte. Og så kan Jens’ forældre altid skrue op for pinligheden, når han mindst har brug for det.

Blendstrup åbner bogen med en konstatering af, at vi aldrig holder op med at være børn. Voksne er i virkeligheden bare børn med alt for stive kroppe og ubehjælpsom udklædning, og budskabet synes at være, at vi kan nå samme ligefremme begejstring, hvis bare vi kunne komme i kontakt med vores indre barn. Det kan man være enig i eller ej.

Luskefisefortællinger er en bagatel, men det er en underholdende bagatel og glimrende selskab på en mellemlang biltur. ( )

http://bogbrokken.blogspot.dk/2014/01/jens-blendstrup-luskefisefortllinger.html ( )