Romanen foregår i Viborg, men den kunne være placeret i en hvilken som helst større provinsby, og selvom konteksten er meget dansk, så er temaerne generelle. Bogen har ikke en egentlig hovedperson men derimod 100 enkeltstående prosastykker, der typisk har en enkelt person eller familie i hovedrollen, men hvor der også optræder personer og navne, som man er stødt på i andre tekststykker.

Det er det ene særkende ved bogen. Det andet særkende er den særlige tone, som den er skrevet i. På bagsiden står der, at det er provinsbyen selv, der får stemme i historien, men det er også den lokale sladder og køledisksvisdom, der kommer til udtryk. Folk er jo sjældent enige om ret meget, så teksterne rummer også en masse modsætninger og forbehold, som går helt ned på sætningsniveau.

Her f.eks. slutningen på en historie om Ruth, der gifter sig op i det sociale hierarki og begynder at behandle sine forældre som lidt anløbent tyende:

”Det var den eftermiddag i ugen hvor hendes mor var ovre og lege med Preben og Lise, men Ruth forlangte altid at den unge pige også skulle være til stede for selvom om hendes mor var af bedre stand end hendes far, hvem ved, for en sikkerheds skyld, og instrukserne til den unge pige var strenge. Ruth forstod at hendes mor forstod at hun intet havde nævnte da hum kom tilbage men taget afsked som intet var hændt, en mor forstår en datter, vi kvinder forstår hinanden, uden at det behøves udtrykkes i så og så mange ord.” (s. 10)

Historierne er ikke kronologisk eller tematisk ordnede, men tilsammen tegner de et billede at Viborg som en borgerskabets by gennem det 20. århundrede. Ja, der er tjenestefolk, butiksansatte og arbejdere, men hovedparten af historierne handler om borgerskabets kerneinstitutioner: Landsretten, Katedralskolen, kasernen og kirken foruden frøkenerne Toftlunds pensionat, der fungerer som omdrejningspunkt for de mange unge advokater og lignende, der kom til byen. Det er en by med intriger mellem foreningskoret og mandrigalkoret, en by hvor nogle rejser ud og bliver opslugt af verden omkring dem, og en by med masser af hemmelige forbindelser som måske, måske ikke er sande, spekulere over det, kan man i hvert fald altid.

Jeg var ganske opslugt af romanen i starten, men i længden blev stilen lidt trættende, og der var også noget deprimerende over, at så mange levede med så lidt indhold i deres liv, og at så mange fik en krank skæbne. Og det blev egentlig kun mere deprimerende, fordi historierne er så korte, og der er så mange af dem. ( )