Romanen er et portræt af en ældre kvinde, der nærmer sig slutningen af livet, og det er en melankolsk refleksion over forkerte valg og forspildte muligheder. Den 65-årige polskfødte men i Danmark bosiddende jøde Olga indleder på sine regelmæssige rejser til Israel et forhold til den over tyve år yngre yemenitiske mand Sammy, der mest udmærker sig som en glimrende elsker. Samtale er der ikke meget af, for bortset fra nogle løsrevne brokker på engelsk og hebraisk har de intet fælles sprog.

Derudover befolkes Olgas univers i Israel – og det er kun hendes gentagne ophold i Israel gennem de følgende år, der fortælles i romanen – af barndomsvennen Moniek, russiske og ukrainske jøder, den sefardiske troende Moshe, samt Allergia-Aquamarina og David, de to gennemgående figurer i hendes børnebogsserie. Bag det hele lurer et forpint forhold til moderen og tabet af faderen, der blev slået ihjel under Holocaust.

Der er med andre ord også tale om en meget jødisk roman, hvor hele diasporaen samles i Israel på en baggrund af krig og fortidige rædsler. ”De, der er fattige på fantasi, men rige på skæbner, på lidelseshistorier, ligner de fire evangelister, der blev ved og ved med at dvæle over én enkelt korsfæstelse,” skriver hun (side 206) om hendes egen og det jødiske folks forståelige optagethed af holocaust. Men romanens melankoli gælder måske også det snarlige tab af holocaustfortællingen, når de sidste overlevende er døde? Selv får hun endelig registreret sin families skæbne i arkiverne, inden det er for sent.

Romanen er bygget op i en række kapitler om hvert af Olgas ophold i Israel, og hvert kapitel er igen brudt op i ganske små nummererede afsnit på ½-2 sider. Denne opbygning gør det muligt at glide ud og ind af nutid og erindring, og det bibringer også læseren en stærk følelse af flygtighed, af et jævnt kedeligt liv krydret med korte, intense lidenskaber. Det står nemlig snart klart, at kærligheden til Sammy kun kan fylde en lille del af deres tilværelse, og at det under alle omstændigheder er sidste runde i manegen for Olga. Hellere opleve det end være det foruden – men det er stadig et smil gennem tårer.

Katz skriver præcist og morsomt. Bogen er mere optaget af at bibringe en stemning end af at fortælle en handling, så man sidder ikke tilbage med et klart overblik over personernes liv efter endt læsning. Til gengæld efterlader den en følelse i kroppen, som det ikke er nemt at ryste af sig. ( )