Romanen ”Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” har jeg-fortælleren Allan Rigel, en midaldrende gymnasielærer, som hovedperson. I løbet af de sidste par år – vi får bl.a. Ny Alliances debutvalg omtalt - kommer han så langt ud i sit alkoholmisbrug, at han får stillet stolen for døren af sin rektor.

Det bliver anledningen til at se tilbage på hans ungdom og studietid, som var præget af, at han som den første i familien kommer på universitetet. Selvom det var en omvæltning, hvor han som så mange andre måtte øve sig i at afkode det nye miljøs omgangsformer, så blev det overskygget af hans personlige problemer med kærligheden. I bogens åbningsscene ankommer han tyve år tidligere til Marseille, og en stor del af historien handler om det forhold til Céline, som for alvor tager sin begyndelse der. Bag hende lurer barndomskæresten Sara, som måske, måske ikke repræsenterer den ægte kærlighed.

Historien fortælles i korte, fabulerende tekststykker, som konstant veksler i tid mellem barndomserindringer, studietiden og den deprimerende nutid, hvor alkoholen tager mere og mere over, selvom Allan vitterligt prøver at holde sig på måtten. Det er fristende at finde forklaringen på hans nutidige elendighed i de mislykkede forhold tyve år tidligere, men sagen er måske snarere, at han i sin nuværende krise arbejder sig tilbage i tiden på jagt efter et holdepunkt – eller en undskyldning for sit kuldslagne liv.

Zola Christensen skriver glimrende, og det er også lidt modigt at lade dansklæreren Allan med navns nævnelse svinge pisken over den danske litteraturs elendighed. De konstante skift i tid og sted bliver ikke for alvor et problem, men der veksles en del i stil mellem normalt fortællende passager og vilde associationsrækker med børnerim og ordsprog. Muligvis afspejler det Allans skiftende alkoholpåvirkning, men jeg så ikke noget klart mønster.

Når romanen ikke helt lever op til mine forventninger skyldes det mest, at Allan bare ikke er så interessant en person. Alkoholiseret midaldrende intellektuel – det er ligesom set før, og den fortidige kærlighedshistorie er heller ikke specielt original. Alt i alt en udmærket roman, som det ikke er til at falde i svime over. ( )

God, men også drønirriterende bog at læse. Skrevet i et alkoholisk anfald af sammenrablende tankestrømme, hvor der kan være flere tidsspring indenfor samme sætning - der i øvrigt kan være på et par sider engang imellem men ikke vejen igennem, når historien endelig går ud af land-land-landevejens jævne sti. (Nå, men han er altså bedre til den slags sætninger, end jeg er).
Der bliver uddelt hug til alt mellem himmel og jord, ikke mindst til Zolas danske forfatterkolleger af fortælleren Allan (Carsten Jensen=lort med farvelade), som dækker bitterheden over sig selv med surhed over andre.
Først til allersidst formår RZC at få Allan til at blive et rigtigt menneske for mig, selv om han havde haft chancer for det i kraft sin baggrund og alder. Alt i alt god men absolut ikke uforglemmelig. ( )