Jeg har det lidt svært med at give så lav en karakter og skrive en så relativt kritisk anmeldelse. Dels fordi Hyldest vitterligt har nogle meget flotte tegninger, dels fordi jeg næppe har læst den i den ånd den er skrevet.

I et efterord fortæller Rehr selv, at det er et led i den nyere tendens inden for tegneseriemediet til at eksperimentere med form og udtryk, først og fremmest ved at droppe den relativt lineære fortælling og den klare sammenhæng mellem tekst og billeder. Problemet er bare, at jeg er ret glad for historiefortælling, og at teksten for mig altid er det væsentligste som tegningerne så skal støtte.

Men jeg blev altså ikke grebet af bogen, hvor teksten består af en række forudsigelser om en slags dommedag holdt i en halvt profetisksk, halvt ironisk tone. Billederne er i sort/hvid og drømmeagtige, samtidigt med at de trækker på en række velkendte motiver. Helt glad var jeg altså ikke for den. ( )