Under udgravning af en jordansk stenalderlandsby bliver arkæologen Edith stukket af en skorpion. I en uges febervildelse væver hun stenalderens landsbyliv, civilisationens opståen og nutiden sammen i et smukt mønster

Det er efterhånden sjældent, at jeg efter endt læsning kan sige, at jeg aldrig har læst noget lignende før, men sådan har jeg det lidt med Hej Menneske af Merete Pryds Helle.

Det er ikke en erindringsroman, selvom den trækker meget tydeligt på Helles egne erfaringer med arkæologiske udgravninger. Den er ikke en historisk roman, selvom hovedparten af den foregår i stenalderen. Den er ikke et populærvidenskabeligt værk, selvom den trækker på arkæologiske teorier og har en sektion med fotos fra flere af de steder, hvor stenalderfortællingen foregår.

Der er kort sagt tale om noget skævt og anderledes. Hovedpersonen Edith bliver bidt af en skorpion, mens hun er på udgravning i Jordan, og mens hun kommer sig på hotellet, reflekterer hun over sit liv, og forestiller sig en navnefælle i den periode af stenalderen, hvor jægere og samlere blev til agerbrugere. De sidste 5/6 af romanen er inddelt i kapitler, som om det var et arkæologisk speciale, og fortællingen veksler mellem ”levendegørelse” af Stenalder-Ediths samtid og moderne udviklingsteoriers refleksion over forandringerne. Stenalder-Edith er på én gang et helt – om end fiktivt – menneske og et symbol på væsentlige forandringer.

Endelig er der så nutids-Ediths refleksion over for sit eget liv, hvor det vanskelige forhold til kæresten og en tærende smerte og usikkerhed efter moderens selvmord i barndommen fylder mest. Særligt fundet af moderen på loftet er et stort ubearbejdet traume, selvom det selv for Edith er svært at afgøre, om hun haft en værre barndom end så mange andre, eller om hun bare stiller for store krav:

”Jeg havde min kusine Anna, men selvom hun kendte mig, var det, som om vi ikke talte sammen. Måske tager jeg fejl. Måske stiller jeg for store krav til samvær og tror, at andre når ind til hinanden på en anderledes, dybere måde.” (106)

Som det fremgår, er det svært at sætte romanen i bås, og det er også svært at formulere, hvad jeg synes om den samlet set. Jeg kan godt lidt stenalderhistorien. Jeg kan faktisk også godt lide formidling af videnskabelige teorier. Den moderne Ediths forældretraume var irriterende i starten, men hendes historie blev mere nærværende som romanen skred frem. Jeg kan faktisk godt lide det meste, selvom delene nogle gange ophæver hinanden lidt. En anderledes, spændende læseoplevelse. ( )

Meget spændende og ikke mindst meget billedskabende roman om de 2xEdith - den nutidige arkæolog og den jordanske stenalderkvinde. MPH (arkæolog-Edith) skriver vidende om livet i den jordanske landsby (som hun i virkeligheden har været med til at udgrave) med stenalder-Edith som hovedperson, der indfører agerbruget i sin landsby. Desuden lægges grunden til husdyrbruget m.m. og berettes om den tænkemåde, der udvikles i perioden. MPH skriver selv i sit efterord, at de forskellige udviklinger er kogt ned fra flere tusind år til et menneskes livsforløb for at gøre tingene litterært brugbare - og det lykkes virkelig godt.
Meget interessant og velskret bog, som absolut har givet mig lyst til a lære mere om vores forhistorie og udviklingen i den periode, som hun skriver om. ( )