Gribende skildring af en mand, som forråder både sin familie og sine idealer. Krigen i Jugoslavien på nærmeste hold. Flot sprog. ( )

Historien udspiller sig i Hercegovina i starten af 1990’erne. Milovan er tidligere partiboss i Dubrovnik, og nu er han flygtet i sikkerhed bag fronten, mens hans kone og resten af familien pines af serbernes bombardementer. Den jugoslaviske forbundsstat er ved at gå op i limningen, og så er det måske ikke så smart at være serber i den kroatiske havneby.

Det er i hvert fald, hvad Milovan har bildt sig selv ind. Men hvorfor har han så efterladt familien? Hvorfor er han stukket af? Det tvinges han til at tænke over, da Frane, hans kone gennem en menneskealder, dør. Nu må han gøre op med sig selv, om han skal hjem til begravelsen eller ej.

Milovan må se hele sin fortid i øjnene og dermed også Jugoslaviens. Under anden verdenskrig blev dele af familien ofre for de kroatiske ustasjaers folkemord, mens hans far Radoslav var en højt skattet, kommunistisk partisan. Det gjorde ham på ingen måde til et bedre menneske. Tværtimod. Radoslav var en rendyrket psykopat, der holdt både Milovan og moderen i et jerngreb af vold og trusler. Men det gjorde ham til en helt, og det banede vej ind i kommunistpartiet i 1950’erne.

Det nye Jugoslavien skulle gøre op med nationalismen, men den endte bare med at reproducere den. Først blev Milovan løftet op, fordi han var serber. Så blev han væltet igen, fordi han ikke var kroat. På mange måder var tiden fra 1945 til 1990 bare en våbenhvile i den lange borgerkrig. Det nationalistiske pres var tydeligt allerede i 1970, selvom der altså skulle gå tyve år mere, før sværdet igen blev trukket.

På den måde er Milovan selvfølgelig en repræsentant for et system, men han er også et interessant og sammensat menneske. Det er nemt at dømme ham for at give op over for nationalismen og for at svigte Frane ikke bare én men to gange. I det perspektiv er han en kujon, der tænker mest på sin egen overlevelse og kun handler rigtigt, når han ikke har tid til at tænke sig om.

Men måske bør man også hæfte sig ved de positive sider: Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke, at han trods alle odds blev et langt bedre menneske end sin far. Og selvom han havde alle forudsætninger for at hade og ende som serbisk ekstremist, så skete det ikke. Han var fej – men mennesker kan have større brister end det.

Birgithe Kosovic har forudsætningerne for at skrive historien. Hun er ”halvt dansk og halvt jugoslavisk” som der står i bogen. Det har sikkert inspireret hende til at skrive den, men det har også givet hende en personlig og levende indgang til stoffet. Sådan virker det i hvert fald.

Det er velgørende, at en dansk forfatter er med til at sætte fokus på verden omkring os. Bogen er som sagt også god at tænke med, men det trækker lidt ned, at historien skulle løbes i gang, før den fangede mig. Som litteratur levede den faktisk mest i den sidste halvdel, hvor det komplicerede forhold til Frane og vennen Nebojsa kommer i fokus. ( )

Det er en stærk og intens bog Birgithe Kosovic har skrevet om den snart 60-årige Milovan, tidligere magtfuld partisekretær i Dubrovnik, som nu under bombardementet og belejringen af byen i 90'ernes borgerkrig er flygtet til op til bjergene i Hercegovina. Her får han brev om, at hans kone Frane er død derhjemme. Her begynder spørgsmålene at dukke op: Hvorfor er han flygtet - og hvorfor har han ikke taget Frane med sig. Og der er virkelig mange spørgsmål for læseren at stille til Milovans handlinger og motiver, hvoraf mange bliver afdækket i den livshistorie, som efterhånden tegner sig i bogen.
Det er en grum og også smuk fortælling om både Milovans personlige forhold og om det jugoslaviske samfund efter 2. Verdenskrig, som Birgithe Kosovic har skrevet med både indlevelse og sans for ikke at tro, at tingene forholder sig som man skulle tro. Milovans skam over eget kujoneri står helt centralt som tema og er beskrevet glimrende - i en rigtig god bog. ( )