Der er noget meget dansk over Jørn Riels nordøstgrønlandske univers. Grønlænderne ser man ikke meget til, og til gengæld er området befolket af excentriske personer, der nok kan spille hinanden et puds, men hvor hjertet i sidste ende sidder på rette sted. Parallellerne til den danske folkekomedie er tydelige, og også i dette tilfælde fortælles historierne med lune og dyb respekt for karaktererne.

Jeg har tidligere læst Signalkanonen, så persongalleriet er velkendt: Bjørken, Mads Madsen, Lasse Lille, Lodvig, Greven og så de udefrakommende bipersoner, der er med til at drive historierne fremad. Det er et ganske lille samfund, hvor fangerne bor en, to eller tre sammen i fjordene, og hvor der kan gå måneder mellem, at de ser andre mennesker. Det kræver selvfølgelig mennesker af en særlig støbning, men selv disse dyrkere af tavshed og (særligt om vinteren) søvn kan få behov for selskab. De kan kaste deres kærlighed over dyr, som i ’Alexander’ og ’Grisen’, eller de kan pludselig føle trang til at gøre besøgsrejse og se nogle andre.

Det er en lille verden præget af sine egne ideer, og hvor man ikke tager udefrakommende forsøg på at bestemme særligt højtideligt. Det er særligt tydeligt i ’Da løjtnanten blev tæmmet’ hvor en fuldbyrdet dansk officer sendes til kolonien for at sætte lidt skik på deres forsvarsvilje. Fangerne leger med nogle dage, men da de bliver trætte af hans bestemmetrang, bliver han sat grundigt på plads. Andre gange er det en fornøjelse at få lidt inspiration udefra. Da de en sæson får besøg af en tatovør, bliver hele mandskabet flot udsmykket – og tatovøren kan rejse hjem med en formue, for han har plukket dem for skind.

Der er selvfølgelig masser af barokke hændelser. Vi møder en mand, der stædigt stikker sit hoved ind i ovnen for ikke at tale med sin gæst, en toiletspand, der koger over på komfuret, en død mand, der bliver frosset ned og tøet op, så han kan sidde med til bords ved sit eget gravøl og meget andet.

Det er morsomt, selvom det ikke er helt så hysterisk vanvittigt som i Signalkanonen, og gennem historierne flyder en strøm af menneskelighed og kammeratskab. ( )

Mi annoia moltissimo, ho iniziato a saltare le pagine, non mi sembra il caso, io mollo.
Inutile andare avanti.
Il concetto che ho di lettura è tutta un'altra cosa.
Non mi emoziona, non mi diverte, non mi fa riflettere, non mi fa stare con il fiato sospeso, non mi fa sorridere, non mi fa sentire partecipe, non mi ci riconosco, non mi porta via.
Non è una scrittura che mi dia piacere, che mi desti meraviglia.
Non c'è un uso delle parole che risvegli il mio interesse, che mi sorprenda.
In altre parole: inutile. ( )

Les histoires de trappeurs de Jorn Riel mises en dessin. ( )

Indeholder "Sydosten"; "Alexander", "Besøgsrejsen", "Om at være historisk", "Tatovøren", "Da løjtnanten blev tæmmet", "Den kolde jomfru", "En festlig begravelse", "En absolut betingelse", "Grisen".

"Sydosten" handler om Valfred og Anton som deler hytte i den mørke tid og Valfred fortæller Anton om Kinakokken og om at stryge op mod Sydosten hvis man er trængende efter kvindeselskab - Anton bliver dog snydt for det bliver vindstille.
"Alexander" er en smuk hane som Herbert knytter til sig som kæledyr - den klarer lige akkurat mørketiden.
"Besøgsrejsen" handler om at Herbert gæster Lodvig og taler og taler til en tavs Lodvig - derefter taler Lodvig og taler og taler til de kommer til Bjørkenborg.
"Om at være historisk" handler om at Lasselille og Bjørken snakker om Sylte der er halvblind uden briller - imens fodrer Sylte en bjørn med syltetøj.
"Tatovøren" handler om Hr. Joenson der dukker op som ny medhjælper for Mads Madsen - Mads rejser og så er William og Joenson makkere - Joenson er tatovør og prikker mange af de andre og drager af belæsset med skind.
"Da løjtnanten blev tæmmet" handler om at Joenson afløses af Løjtnant Hansen som forsøger at gøre alle til krigere men havner i en gletcherspalte mens Bjørken, Lasselille, Sylte, Herbert, Valfred, Mads Madsen, Sorte William, Siverts, Lause, Lodvig og Anton drikker kaffe og snakker - til sidst fisker de fangstmand Hansen op af spalten.
"Den kolde jomfru" handler om at Mads Madsen opfinder Emma og hun går videre til William for et gevær og videre til Greven for dragetatoveringen.
"En festlig begravelse" handler om at Lodvigs makker Jalle dør og han tager ham med rundt til vennerne - til gravøllet drikker de så meget at de er lige ved at begrave Greven i stedet for Jalle.
"En absolut betingelse" handler om at Laurits Evaldius eller Lause bliver Siverts makker og bygger et lokum - kun Siverts får lov at låne det og så skal han endda tømme tønden en gang om måneden - det kræver at den bliver tøet op over komfuret og det er skidt hvis man bliver forstyrret så den koger over.
"Grisen" handler om Gammel Niels og Halvor og grisen Kong Oskar. De tre går meget op ad hinanden og da Skipper Olsen kommer er der kun to tilbage - Halvor påstår at de spiste grisen til jul men grisen er der stadig.

Glimrende fortællinger denne gang med et stænk af gru ( )