Selv i vores trygge tilværelse i dagens Danmark, kan vi miste alt på et øjeblik. Og når vi vågner op igen kan alt være forandret og intet garanteret. Det er præmissen for Astrid Saalbachs nye roman Fordrivelsen fra sidste år.

Den fremadstormende forretningsmand Andreas Ruud Christensen – stifteren af konsulentfirmaet ARC (!) – stopper op én gang for meget på pisten og bliver pløjet ned bagfra af en overmodig snowboarder. Da han vågner igen på Rigshospitalet er han hjerneskadet, og han har mistet 4-5 måneder af sin hukommelse. Vi ved – og hans kone Mo har i mellemtiden opdaget – at han i præcis de måneder har haft en glødende affære, og selvom han intet kan huske af den, så sætter den stadig rammen for hans efterfølgende liv.

Genoptræningen skrider fremad. Andreas kan på ingen måde acceptere, at han nu hører til de hjerneskadedes kreds – ”… hvad skulle jeg der? Med stakler jeg ikke havde noget til fælles med?” (s. 72) – eller at noget er så forandret, at han ikke kan få det igen.

Han kommer hjem, men bliver smidt ud af Mo. For hende er forholdet slut, og da han ikke kan holde sine tilnærmelser tilbage, bliver han smidt ud. Da han starter på arbejdet igen sker det samme: Han er blevet underlig, og da han ikke kan leve op til forventningerne ryger han også ud af firmaet.

I stedet får han en karriere som clairvoyant. Han tror ikke på det, men de krøllede budskaber, der kommer ud af hans mund giver mening for tilhørerne, og måske er der noget om snakken. Han ser i hvert fald ting omkring sig og om menneskers liv, som andre ikke kan se. Alligevel er der ingen lykkelig slutning. Forholdet til Mo kan ikke repareres, heller ikke da hun bliver alvorligt syg, og kløften til børnene får han aldrig bygget bro over.

Saalbachs provokerende pointe er, at han ikke bare mister sin tilværelse: han bliver fordrevet fra den. Familien er der og bakker ham op – men kun til en vis grænse. Partnerne i firmaet er også tolerante over for ham – men kun til en vis grænse. Da han for alvor kommer på kollisionskurs med familiens forestillinger om et godt liv eller med firmaets indtjening, bliver han skubbet til side.

Og det værste er, at det virker både rimeligt og logisk. Jeg kan sagtens identificere mig med den forurettede Mo eller med Bill og Morten, der må tænke på firmaets ry og de andre ansatte. Ulykken påvirker jo ikke bare Andreas, men også hans omgivelser:

”- Du er hård, Mo.
Endelig så hun på mig.
- Det er jeg blevet. Det er ikke kun dig, der har forandret dig, jeg har også, og børnene. Ingen af os er den samme.” (s. 215)

Når vi vokser fra hinanden, så er det rimeligt at gøre krav på sin egen tilværelse og gå hver til sit. Men gælder det også, når baggrunden er en frygtelig ulykke?

Ubehaget nager, når man læser, hvad der sker med Andreas. Burde vi ikke være bedre til at håndtere dem, der er anderledes? Ikke mindst, når det er dem, vi elsker? Er vi blevet så egoistiske og så vant til, at samfundet tager sig af syge og gamle, at vi skubber dem fra os?

Første halvdel af bogen fungerer klart bedst. Clairvoyance-kurserne er simpelthen noget mindre interessante end samspillet med familie og venner, og historien var blevet skarpere, hvis de sidste 100 sider var droppet. På den anden side kan jeg godt forstå, at Saalbach gerne vil vise, at livet ikke slutter med en hjerneskade og at tilværelsen kan få en eller anden form for mening bagefter. Det ændrer da heller ikke på, at hun har skrevet en gribende og interessant samtidsroman.… (meer)

Gemarkeerd

Henrik_Madsen | Jan 27, 2012 |