Der er noget både uafvendeligt, trist og storslået over den amerikanske ekspansion mod vest i 1800-tallet. Selve bevægelsen mod vest, den konstante opdagelse af nye muligheder blev et centralt element i landets selvforståelse, og det er inspirerende at følge almindelige mennesker, der kæmper for en bedre tilværelse for dem selv og deres familier. Men det er også uendeligt trist, for det var jo ikke en ekspansion ind i et uberørt område, og selvom det langt fra var alle nybyggere, der aktivt ønskede at fortrænge indianerne og ødelægge deres samfund, så blev det alligevel resultatet. Hver krig førte til nye tab, og hver fredsslutning var kun en våbenhvile, fordi der altid var nogen, der ønskede mere plads til nybyggerne og havde en interesse i nye konflikter.

Mens nybyggerne på prærien dyrkede korn og opdrættede kvæg, var det østlige USA i fuld gang med at forvandle sig til en moderne industrination. Samtidig blev det afgørende at binde østkysten sammen med de nye territorier i vest, og det betød etablering af jernbaneforbindelser fra kyst til kyst. Der blev stiftet to jernbaneselskaber: Union Pacific starter fra Missouri i øst, mens Central Pacific starter i Californien. Selskaberne aflønnes for hver kilometer skinner, de lægger, og belønningen falder både i kontanter og i jord langs sporene, jord, der kommer til at stige i værdi i kraft af jernbanen. Der er kort sagt enorme gevinster at hente ved at være hurtig – og ved at forsinke konkurrenterne.

Jernhesten
Blueberrys gamle ven general Dodge står i spidsen for Union Pacific, der har et spændt forhold til indianerne i området. Mineselskabet jagter bisoner for at brødføde arbejderne, men de er også helt afgørende indianernes overlevelse. Der er behov for forhandlinger, så Dodge tilkalder Blueberry, der som sædvanlig har problemer med sine overordnede. Det er Red Neck – en småbeskidt spejdertype – der henter Blueberry og dermed bliver seriens trio af antihelte samlet for første gang. Det viser sig snart, at nogen prøver at fremprovokere en krig med navajoerne og siouxerne i området. Først prøver de jage bisonerne væk, så bliver en stor flok mustanger dræbt, og da Blueberry lægger op til en fredelig løsning, må han konfrontere revolvermanden Steelfingers, der officielt arbejder for Union Pacific, men i virkeligheden er i lommen på det andet selskab.

Indianerne har ikke meget grund til at stole på de hvide, men deres høvdinge er også fuldt ud klar over, hvor farlig en krig vil være, så det lykkes Blueberry at arrangere en forhandling. Som i Fort Navajo er der en gruppe af hvide, som ikke ønsker fred, og da de indianske forhandlere bliver beskudt er krigen en realitet.

Manden med stålnæven
Blueberry og vennerne er tilbage i Union Pacifics fremskudte lejr. Da madlageret bliver brændt ned, er situationen desperat, så Blueberry sendes tilbage mod Julesburg, hvor han skal skaffe nye forsyninger og penge til at aflønne jernbanearbejderne. Desværre lykkes det Steelfingers at opsnappe planen, og han får både placeret en mand på forsyningstoget og indgået en alliance med indianerne om at angribe det, så han kan få fat i pengene – angiveligt for at købe våben til indianerne, men i virkeligheden for selv at stjæle dem.

Det ender i et voldsomt og dramatisk slag, hvor toget bliver afsporet, og det kun med nød og næppe lykkes Blueberry at undslippe sammen med Red Neck og McClure. I hælene har de Steelfingers, indianerne, der opfatter Blueberry som en forræder, og folkene fra Julesburg, der tror, at han har stålet pengene.

Siouxerne på krigsstien
Det tredje album starter, hvor det forrige sluttede. Red Neck og McClure har kæmpet sig tilbage til Julesburg, hvor de prøver at skaffe hjælp til den isolerede, fremskudte lejr, mens situationen går fra slem til værre for Blueberry, der bliver taget til fange af Steelfingers og hans indianske allierede. Det lykkes Blueberry at afsløre Steelfingers’ beskidte spil og at få indianerne til at trække sig tilbage, men han er stadig mistænkt for tyveri.

Detaljerne i den intrige skal ikke røbes her, men i sidste ende lykkes det at få forhandlet en fredsaftale mellem Dodge og Sitting Bull, Red Cloud og de andre høvdinge. Desværre har Dodge ikke tid til selv at rejse østpå og få trådene redt ud med kavaleriet, der nu endelig er nået frem til Julesburg. Det bliver Blueberrys opgave. Desværre skal der mere end en opsætsig løjtnant til at overbevise general Alliste, for han har ingen intentioner om at rette sig efter en aftale, der ikke bygger på undertvingelse af modstanderne. Drevet af had og personlige ambitioner vil han have krig for enhver pris.

Og der slutter bind tre af de samlede eventyr. Ærgerligt nok, men serien er jo ikke skabt for at få samleudgaven til at gå op.

Med bind 3 er Blueberry oppe i fulde omdrejninger. Charlier fortsætter den imponerende balance mellem actionfyldte episoder og en sammenhængende fortælling om vestens udvikling efter den amerikanske borgerkrig. Det er en fortælling med få entydige skurke og endnu færre helte. På samme måde veksler Giraud mellem komiske indslag, vilde kampscener og en realistisk streg, hvor selv bipersoner har et individuelt udtryk.