Bindet med udvalgte fortællinger kom på gaden i 1967, og udover et par nyudgivelser rummer det noveller fra Bisser og andre fortællinger, I berøring med livet og Fra Elise. Der er flest fra den første, der blev udgivet i 1948 og færre fra de to bind fra 1950’erne. Det afspejler vel, at Herdals særlige force var beskrivelsen af den fattigdom, der fulgte med depressionen, og det hårde slid, der prægede det gamle landbrugs- og industrisamfund.

Her er han til gengæld på hjemmebane. Jeg fik mindelser om Harry Martinsons Vejen til de tusind drømme og John Steinbecks vagabondromaner. Det er en humoristisk skildring af de udstødte småkårsfolks liv, hvor glæden ofte findes i lidt god brændevin, og hvor tragedien aldrig er langt væk.

Nogle gange bærer folk selv et medansvar. Tag nu hovedpersonen i ”En nat i Nyborg”, der driver om som vagabond på Fyn og får besked om, at han har et job på hånden i København. Det lykkes ham faktisk at tigge de nødvendige penge til Storebæltsfærgen, men han bliver fristet af kvinder og værtshuse, så han kommer aldrig længere end Nyborg by. Andre bliver ramt af skæbnen som Olsen i ”Kolonihaven”. En dag er der ikke mere arbejde, og så sætter den sociale deroute ind. Intet er der at få, og inden længe bliver ejendelene solgt, lejligheden skiftet ud med et tarveligt hummer og familien må ty til den ydmygende fattighjælp.

Det er stoltheden og identiteten, der slås i stykker: ”Han mærkede det selv. Uden hast gik han mellem andre arbejdere der var på vej hjem, duknakket, med slap krop, allerede modforladt og næsten sølle. Det var alligevel kommet bag på ham, han hade ikke ventet det. Eller han hade håbet, at han hade klaret den endnu en omgang.” (s. 122)

Derfra bliver det kun værre, og til sidst kan han kun se et desperat menneskes sidste udvej.

Der er også stærke, handlekraftige mænd. Kristen i ”Regnskabets time” er daglejer og kommunist, og det skammer han sig ikke over, selvom gårdmændene i området sortlister han. Intet arbejde kan han få, og det accepterer han som prisen for at kæmpe for det, han tror på. Og da han bliver beskyldt for tyveri, tager han sagen i egen hånd og skaffer sig retfærdighed på den hårdtslående måde.

Stærke, svage, ofre, handlende – først og fremmest ser Herdal mennesker nederst i samfund. Det er mennesker med drømme om et bedre liv og en hverdag med smertefulde tab.

I 1950’erne blev tiderne bedre og i 1960’erne satte Viggo Kampmann sig for at gøre dem endnu bedre. Velfærdssamfundets problemer var nogle andre, og her var Herdals pen ikke lige så skarp. Ikke, at der ikke er fine historier. Skildringen af den puritanske frk. Ingversen, der i ”I berøring med livet” slet ikke kan håndtere sin lejers seksuelle frigørelse, og den midaldrende mands patetiske tro på, at det er HAM den unge pige vil have i ”Hjertets død” viser, at han fortsat har et skarpt blik for tilværelsens skarpe kanter.

De sene noveller har bare ikke det samme bid, som de første historier, der var skrevet i vrede og solidaritet med tidens udsatte. De er til gengæld stadig værd at læse som en påmindelse om, at vi alle er mennesker, og at vi har en forpligtelse til at respektere hinanden og give en støttende hånd til dem, der har brug for det. ( )