Da Thit Jensen i 1901 rejste til København fra Hvalsø for endelig at slå igennem som forfatter, var det med et skuespil og to fortællinger i tasken. Fortællingerne blev ikke antaget, selvom forlæggeren anerkendte at de var velskrevne. Derfor var det først i 1990, at læserne fik adgang til Fru Astrid Grib. Det er en kortroman på godt 40 sider med en introduktion af Jens Andersen.

Astrid er 28 år og netop hjemvendt fra udlandet, da hun får en stilling som barnepige/guvernante i en rig familie i København. Hun er god til sit arbejde: Hun bliver forgudet af pigen, og hun opbygger et venskab med den sygdomsplagede mor.

Hendes sociale status er usikker. På den ene side er hun en uformuende kvinde, der efterhånden er ude over sin bedste alder, på den anden side har hun via familien adgang til det københavnske selskabsliv. Her møder hun snart etatsråd Grib, der er i slutningen af 40’erne og regner sig selv for en damernes ven. Hans mål er at forføre Astrid og gøre hende til sin elskerinde, hun vil som minimum giftes, hvis hun skal give sig hen til ham.

Astrid har også mødt hr Brede, der bor hos familien. Han har mange flygtige forbindelser, men hun er forelsket i ham, og det mere end antydes, at han også elsker hende. Finde ud af det kan de dog ikke, og derfor beslutter Astrid sig for en grusom plan: Hvis hun ikke kan få den hun elsker, så vil hun tage den hun kan få men uden intention om at være ham tro. Tværtimod planlægger hun allerede inden brylluppet med Grib, at hun vil tage sig de elskere, hun har lyst til.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at den historie ender skidt for alle parter. Der er heller ingen tvivl om, at Thit Jensen bevidst har forsøgt at stikke til samtidens moral. På den ene side er Astrids intentioner forargelige, på den anden side presses hun ind i umulige valg af samfundets normer. Hvorfor skal hun som 28-årig forsvarer sin dyd for at overhovedet at have en chance for at få et godt liv, mens mændene i selskabet uden videre kan give den som skørtejægere? Hvorfor skal hun ikke også kunne forfølge sit livs mål?

Da hun endelig beslutter sig for at kaste samfundets normer af sig, sker det også på en måde, der garanteret ville have forarget i samtiden, hvis bogen var blevet udgivet, men som er forståelig nok, når man tænker på, hvor længe hun har ladet sine drifter undertrykke: ”Hun krængede sin jomfruelighed af sig med en vild lyst, den havde kun bragt hende pine, hun flåede sig selv for al kyskhed. Hun lo i sorgløs hån over sin egen moralske fornedrelse, dukkede dybere i den – med fremskudt hals, med hver stump af det hvide legeme.” (s. 42-43)

Bogen er interessant på grund af sin feministiske radikalitet, og selvom det er svært at bakke op om Astrids handlinger, så er det ikke svært at føle hendes frustrationer. Sproget er gennemarbejdet, men historien lykkes alligevel ikke helt. Den er lidt for meget kampskrift, og Astrids fald fra tinderne afvikles lidt for hurtigt til at gøre rigtigt ondt på læseren. ( )

Lillesøster Thit gir den hele armen med mord og død i psykologisk portrættering af en kærlighedsbefængt 28-årig kvinde, hvor tiltag til sprog a la storebror aldrig helt letter. Vældig meget kunst og melodrama hvor 40 sider lader en kvinde gå fra forelskelsens vanvid til vanvid. Kærligheden er voldsom, ugengældt, balstyrisk, overdreven men også uudtrykt; ganske kontrastfyldt mod brorens skolemesteragtige forhold til kærlighed. ( )