Samlingen fra 2008 er første bind i en trilogi fra Hesselholdt, og da sidste bind her i foråret (også) fik strålende anmeldelser, tænkte jeg, at det var tid til at få den læst fra starten af. Camilla and the Horse består af seks historier, som tilsammen tegner et portræt af dagens Danmark – og gør det i et smukt og forførende sprog.

Novellerne kredser omkring livet og især parforholdet som det ser ud, for dem der er ude over den første ungdom. Der er Alma og Kristian, der rejser i Brontë-søstrenes hjemland, mens de bevæger sig længere og længere væk fra hinanden. Der er den indadvendte Edward, der har svært ved at løsrive sig fra forældrenes tyngende tilstedeværelse, selv efter de er døde. Der er Camilla og den noget ældre Charles, som kaster sig ud i vild sex og fest fra Berlin til Lissabon. Og der er de fraskilte Hildegard og Lars, der samles med hele den pukkelrykkede for at fejre datterens Amalies nonfirmation.

Det er kort sagt situationer, som de fleste kan spejle sig i. Det gør fortællingerne vedkommende, men de mangler måske det drama, der får personerne helt ind under huden. Til gengæld er sproget en nydelse. Tag f.eks. Almas tanker om fremtiden med Kristian:

”Tanken om at blive gammel sammen med ham er isnende. Hvordan vil han ikke se på mig, når jeg er 55 eller 85, og jeg slæber fødderne efter mig, ikke som nu på grund af træthed eller dårligt humør, men fordi jeg ganske enkelt ikke længere evner at løfte dem.” (17)

Ikke just opmuntrende. Det kommer ikke som en overraskelse, da Alma tager med et par unge englændere på klatretur, mens Kristian ligger syg.

Sproget er som sagt smukt og personernes dilemmaer er vedkommende, men jeg tror ikke, at jeg kan huske meget fra bogen om en måneds tid. Der mangler lige det lille ekstra, der gør, at man ikke kan glemme historierne efter endt læsning. ( )