I betragtning af hvor relativt få digtsamlinger jeg læser, er det forunderligt, at jeg nu har læst både første og anden udgivelse i serien Knuth Beckers Håndtryk. (Den første var Christel Wiinblads ’Min lillebror’)

Jeg kendte mest Lone Hørslev fra Smagsdommerne, hvor jeg altid har opfattet hende som en blanding af fascinerende og irriterende. Helt sådan har jeg det ikke længere, for i teksterne virker hun langt mere skrøbelig end i TV.

Samlingen har den rammende undertitel ’Skilsmissedigte’. Hørslev skriver vreden over at blive svigtet, skammen over at mislykkes i projekt ægteskab og fortvivlelsen over at gøre børnene ondt ud i nogle meget levende tekster.

Digtene er stærkt selvbiografiske – og et par journalister vil nok kunne genkende sig selv - men styrken er ikke afsløringen af en konkret skilsmisses forløb, men derimod fastholdelsen af den følelsesmæssige rutsjebanetur og sårbarhed bruddet medfører. ( )