Bombaygryde overraskede mig positivt. Jeg havde forventet, at den var sprogligt underfundig og fyldt med grotesk humor, og det var den. Men Blendstrup har også en alvorlig og gribende udviklingshistorie at fortælle, så morsomhederne bliver aldrig trættende – heller ikke efter side 200.

I 1988 er Leif Balleby 18 år gammel. Vi er i den kolde krigs efterår, men territorialforsvaret lever stadig i bedste velgående og dermed også den almindelige værnepligt. I et års tid isolerer samfundet unge mænd på kaserner, så de kan blive klar til at forsvare fædrelandet og i øvrigt lære hinanden af kende på tværs af geografiske og sociale skel.

Nå, ja, næsten alle. Leif er egentlig en af de heldige, der har trukket frinummer. Men så taber han et spil matador til sin far, Uff, der som straf melder ham som frivillig. Afrejsen til Bornholms Værn sker prompte.

Det giver selvfølgelig anledning til morskab på forsvarets bekostning. Leif er en stor fan af Soldaterkammerater filmene, og deres humor er bestemt tilstede i bøgerne, selvom virkeligheden i 1988 er noget mere barsk. Når befalingsmændene skejer ud er følgerne fatale. Millo er narkoman, ikke bare glad for bajere. Og slagsmålene med de lokale fiskere gør nas.

Men det er en opdatering af Soldaterkammeraternes univers – ikke en afvisning af det. Gruppen FINDER sammen på tværs af sociale skel, Leif BLIVER mere moden og uafhængig. Måske vidste Uff alligevel, hvad han gjorde, da han meldte ham?

Leif har nemlig i den grad brug for at blive voksen. Hjemmet domineres totalt af den lettere vanvittige far, mens moderen er veg og glider af på alle konflikter. Resultatet er blevet en mand uden indre kerne, for Leif prøver hele tiden på at passe ind i omgivelserne og regne ud, hvad der nu er rigtigt at mene.

Se f.eks. begrundelsen for, at han ikke vil fortælle kammeraterne om sin elskerinde: ”Han vil ikke have Elsie trukket ind i noget spil. Og han vil frem for alt ikke ud at skulle forsvare hende. Han er så bange for, at han kommer til at svigte hende ved at trække i land.” (139)

Eller som en af hans kammerater bemærker, da Leif kommer med nogle virkeligt opfindsomme undskyldninger for at være på springtur: ”Ja, men det holder altså ikke i retten, siger Petersen. – Hvis jeg må sig noget ærligt, Leif, så er et af dine virkelig store problemer, at du har virkeligheden imod dig. Det er det, du har.” (224)

Sådan er det med Leif. Han ville egentlig klare sig meget godt, hvis det ikke var for den lille detalje med virkeligheden. Men den kan jo også være svær at undgå.

Efter et års overgangsritual slippes rekrutterne ud i friheden igen. Et helt og harmonisk menneske er der vel ikke blevet ud af Leif, men som læser er man lidt mere fortrøstningsfuld på hans vegne end da bogen startede. Det har i hvert fald været spændende at følge ham. ( )

Leif Balleby er 18-19 år, har trukket frinummer til session, men taber et spil Matador til sin far, som derefter melder ham til 12 måneders militærtjeneste på Bornholm! Og Leif accepterer s'gu straffen for sit nederlag! For Leif er noget af den mest jeg-svage, behagesyge, uskyldige og umodne unge mand, som man kan tænke sig.
Leifs år på Bornholm bliver en udvikling fra denne regnorm til noget, der er lige ved at kunne stå på egne ben og med tiden måske kunne skrive en roman om begivenhederne, som han mere eller mindre lover kammeraterne i slutningen af bogen, inden de går på afskedsdruk sammen i Rønne, hvor de vil i slagsmål med fiskerne.
Leifs forældre hedder Uff og Gerd Lillian Balleby. Ringer der en klokke er det fordi, at det er de samme forældre, som hed Blendstrup i Gud taler ud. Men alle elementer er der stadig - også adressen på Blåmunkevej i Risskov. Og det er et guddommeligt makkerpar, den storsnakkende braldrerøv af en far og den totalt skvattede søn, der i den grad kunne bruge noget af sin fars verdensherremanerer. Der er masser af god Blendstrupgalskab i en rigtig god bog med både alvor og ikke mindst Soldaterkammerater-humor og anekdotiske optrin på stribe. ( )