Susanne StaunBesprekingen

Mens jeg læste bogen – eller rettere: hørte den i Sophie Tusneldas indlæsning – greb jeg mig selv i at blive irriteret. Susanne Staun sætter tingene på spidsen, så jeg flere gange råbte ”helt ærligt!” og måtte sætte historien på pause. En person kan da ikke opføre sig SÅ dumt, og et system kan da ikke agere SÅ tåbeligt, tænkte jeg.

Maria er enlig mor til to, teologistuderende og netop blevet skilt fra ungdomskæresten Trygve, da hun på nettet møder Timm. Han er en rigtig alfahan, der hurtigt fejer benene væk under hende ved at tage kontrollen og være en behagelig kontrast til eksmanden. Trygve var deprimeret og havde brug for at blive støttet, Timm kan i en håndevending tørre barnenæser og lave kødsovs. Trygve skulle forsørges, Timm fremstår som en verdensmand med eget firma og geniale ideer.

Han er også en latterlig skikkelse, der fra starten tænder alle advarselslamper hos læseren. Han omtaler konsekvent sig selv som ”fantastisk”, vil kun besøge Maria et afmålt antal timer om ugen og fornærmer systematisk hendes kærlige forældre, da de møder ham. Ikke nok med det: Maria modtager den ene advarsel mod ham efter den anden. Da hun beskriver hans adfærd på en online-forum, bliver hun rådet til at komme væk, og hun diagnosticerer ham korrekt som narcissist.

Men lige lidt hjælper det. Hendes krop sitrer af kropsligt begær, og da hun endelig beslutter sig for, at nu må det være nok, er hun blevet gravid. Og så begynder vanviddet for alvor. Timm er besat af tanken om at blive far, og han er engageret i interesseorganisationen Fædrelogen, der kæmper for fædres rettigheder. Maria flytter ind i Timms håndværkertilbud, for millionerne var selvfølgelig helt fiktive, og det bliver starten på systematisk psykisk terror og lejlighedsvis vold. Maria bryder sammen og havner på psykiatrisk afdeling, og selvom det flere gange konstateres, at hun ”kun” har belastningsreaktion, så bliver indlæggelsen en hjørnesten i de efterfølgende retssager.

Timm vil nemlig kæmpe med næb og klør for datteren, selvom han ikke interesserer sig en døjt for barnet. Han vil have barnet, fordi det er hans ”ret”, fordi han vil knække Maria og fordi han lever af konflikt og konfrontation. Maria er i starten naivt indstillet på, at han selvfølgelig skal se sin datter, og mens han spiller på alle systemets tangenter, så regner hun med, at det arbejder på den bedste løsning for barnet. Det er også udgangspunktet for de personer, der er tættest på – børnehaven og de fleste kommunale sagsbehandlere – mens bureaukraterne på afstand er mest optaget af at undgå kritik offentlig kritik fra Fædrelogen og dens støtter.

Angrebene fortsætter år efter år, og Timm har ingen hæmninger. Han klager over alt, hvad der kan klages over, han placerer samvær, hvor det generer Maria mest, han sender belastende papirer og klager til hendes arbejdsgivere, han udleverer hendes fortrolige papirer til pressen og værst af alt: han nedbryder datteren for at nedbryde Maria ad den vej. Ikke nok med det: Fædrelogen præsenteres som mafia, der på tværs af landet sender folk i mørk biler ud for at chikanere kvinder, der kommer dem på tværs.

Staun er vred på den danske familielovgivning, der lægger vægt på begge forældres samværsret ”til barnets bedste”, og i endnu højere grad på den måde det praktiseres. Systemet svigter nemlig fatalt, når det sætter retten til samværet over hensynet til et barn, der er nedbrudt efter samværene med faderen, og når det er ude af stand til at gennemskue Timm som den usle psykopat han er. Særligt Statsforvaltningen og Fogedretten udsættes for sønderlemmende kritik, men hele systemet svigter med konstante personskift og manglende vilje til at komme til bunds i sagen og træffe en ordentlig afgørelse.

Det kan diskuteres, hvor god litteratur bogen er, men den vil sin læser noget, og det er svært ikke at blive anfægtet af de voldsomme anklager mod den danske familielovgivning. Jeg blev lidt træt af tendensen til biologiske forklaringer, som når det er er Marias krop, der driver hende i armene på Timm, eller når det skal forklares med særlig kvindelig biologi, når hun ikke vil udlevere deres børn til samvær med skadelige mænd. Det er vel en almindelig reaktion hos alle forældre. Forbehold eller ej, Staun formår virkelig at sætte samfundsproblemer under debat, og hvis bare halvdelen af bogens påstande er korrekte, så er der i den grad brug for at se systemet efter i sømmene.

Maria Krause, Rechtsmedizinerin, hat Probleme mit sich selbst. Sie wurde vor Jahren vergewaltigt und hatte auch noch Spaß daran. Die Vergewaltigung blieb nicht ohne Folgen, sie trieb ab. Danach stellt sie sich in ihren Tagträumen vor, wie dieses Kind – ein Mädchen – aufwächst.
Als ihre Freundin Nkem in Odense einen neuen Job annimmt, geht Maria mit. Ihr neuer Chef stellt ihr nach und die Kollegen mobben sie. Da sie selbst aber menschenscheu und eigenbrötlerisch ist, belastet sie das nicht allzu sehr.
Obwohl sie Bereitschaft hat, trinkt sie und nimmt auch noch Schlafmittel. Entsprechend benebelt ist sie, als sie zu einem Mordfall gerufen wird. Eine junge Frau, die ziemlich zugerichtet wurde. Der Fundort ist nicht der Tatort und es gibt Parallelen zu einem früheren Fall.
Maria stellt seltsame Verfärbungen am Hals der Toten fest. Ursache ist ein Lepra-Medikament. Doch es gibt seit circa 100 Jahren keine Lepra mehr in Dänemark. Es dauert eine Weile bis Maria die Zusammenhänge begreift
Die Tagebuchauszüge des Mörders vermitteln dem Leser seine Gedankengänge.
Eine spannende Geschichte mit einer Protagonistin, die Ecken und Kanten hat. Maria Krause ist keine sympathische Person, oft sehr realitätsfremd. Trotzdem hat mich dieses Buch bis zum Schluss gefangen genommen.

A young woman is found dead by Gudme Lake in the South of Funen. Apparently she's been stabbed to death and emptied for blood somewhere else.

Assistant state coroner dr. Maria Krause is sent to do the autopsy. The sight reminds her of the body of another young woman who was found at a castle close to Faaborg.

During the course of the autopsy, dr. Krause discovers a red colour on the woman's neck. The colour turns out to be remains of the culprits sweat and is caused by a substance that is used in the treatment of leprosy. But there haven't been any cases of leprosy in Denmark since 1913, so which disease is it being used to treat? And on who?


Very, very slow to start. In fact I'll admit to almost giving up on it within the first 20 pages because nothing was happening, and I didn't care for the writing style so it bothered me that nothing was happening. However, I thought the book blurb sounded so interesting that I was determined to give it a decent chance, and thankfully it paid off, and pretty soon I couldn't put it down.

Still, while entertaining enough, as you can see from the rating, it didn't quite live up to my expectations. There was too much vigilante work in it for my liking, and the main character was border-line psychotic... something nobody apparently seemed inclined to act upon.

I'm not sure I found the plot all that believable, but it kept me riveted while reading as I had to know what happened next. I'm quite satisfied I merely got it out of the library and didn't actually purchase it though - I don't think it merits a reread.

På to aftner i sengen slugte jeg bogen 'Martas Hjerte' af Susanne Staun; og nej, det er egentlig ikke fordi den var fantastisk. Bogen er enormt let læst og uden svingærinder (den består kun af to kapitler). Hvert kapitel er på omkring 100 sider.
I løbet af bogens 200 sider udfoldes historien om Marta, der har så ondt af mennesker der lider, at hun bestemmer sig for at ende deres lidelser. Det lyder jo som en rigtig krimi og jeg var også totalt tændt. Historien er bygget op som en politirapport indsendt af Martas bror og den er ærligt talt ikke særlig fantastisk. Heller ikke at den er særlig dårlig, men hvis du skal bruge din aften på mord eller psykologiske tilfælde, så er jeg sikker på at du kan finde en masse andre bøger, som er langt mere spændende.

Maria Krause, 47 år, bliver i 2008 ansat som vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Året efter bliver en pige fundet ved Gudme, torteret, voldtaget og knivdræbt - og ikke mindst med nogle røde mærker, som viser sig stammer fra et stof man bl.a bruger ved behandling af spedalskhed. Og der kommer mere til...også af personlig involvering.
Hvis jeg skulle sammenligne med en anden af efterårets danske krimier 2XHammers Alting har sin pris - begge parter vil nok sige det er uretfærdigt (jeg giver dem ret) - så er sproget hos Staun i den grad meget bedre: stilsikkert, fantasifuldt og sprudlende. Plotmæssigt er de to bøger væsensforskellige, hvor Hammer søger den rene realisme og klarer det godt men med huller, søger Staun en blanding af realisme og 'langtudehed', som gør, at jeg i langt højere grad accepterer de huller, som der så er i det realistiske.
Denne gang er det igen et sprogligt festfyrværkeri at læse Susanne Staun. Hun var gået noget i frø med de sidste par Fanny Fiske bøger, men her har hun genfundet både rytme, frækhed, aggresion og fantasi - også med gamle kendinge som sex og selvtægt. Og det ikke mindst nogle helt ustyrlige replikker og replikskifter, som lige er til at huske på og bruge selv:, bl.a en bemærkning som at ligne én, "der er dumpet til ligsyn"! Og den retsmedicinske research er bare helt oppe i eliten.
Så velkommen tilbage til bogreolen til Susanne Staun - uden Fiskefingre!

Den forhadte klummeskriver Nina myrdes på sin gård i Nordsjælland, og tre andre rapkæftede og politisk ukorrekte skrubsakker med Fanny Fiske i spidsen sætter sig for at opklare mordet på veninden.
Uddelingen af verbale og andre øretæver er konstant gennem 300 sider, der er grovkornet satire og replikker, så det gør ikke altid noget, at selve historien glemmes lidt i onelinere (og eyelinere). Men jeg kan slet ikke svinge mig op til Berlingerens seks stjerner.½

Romanen er en krystalklar og -skarp indignationsroman ... vendt mod slavehandel, der trives rundt om i Europa og også i idyllen DK, men det er også en sindssygt tæt og koncentreret spændingsroman ... og en overbevisende og kompromisløs skildring af, hvordan og med hvilken sjæleråhed det uoverlevelige overleves ... Det er Stauns niende fremragende roman i træk, med og uden genre, siden hun debuterede i 1998. Det er altså godt gået, og hvad er det, jeg plejer at sige: Blæs den til bestseller!½