Thorstein Thomsen (1950–2021)

Fra jeg hørte om Thorstein Thomsens bog første gang, lagde jeg mærke til titlen. Det lød ikke helt almindeligt, og hvad hulen havde Rock Hudson nogensinde haft at gøre med Ukraine? Ikke ret meget viste det sig, men der var selvfølgelig alligevel en forklaring.

Detlef Sierck blev født i Hamborg i 1897 af danske forældre. Han oplever 1. verdenskrig på egen krop, og selvom tilværelsen på et marinefartøj var knap så opslidende som granatregnen i skyttegravene, så så han rigeligt med død og ødelæggelse til at vaccinere ham mod nationalt overmod. I stedet kaster han sig over ekspressionistisk teater, og takket være ambitioner og mod bliver han en fremtrædende instruktør inden nazisternes magtovertagelse i 1933.

Derefter skifter han spor og begynder at lave film. Først på UFA i Berlin og siden i Amerika, da han endelig får muligheden for at flygte med sin kone Hilde. (Hun er jøde, og må meget gerne rejse. Han er vigtig for regimet og får inddraget sit pas.) Det er her, han knytter sig til Rock Hudson og gør ham til en stjerne. Thomsen mere end antyder, at Hudson bliver en erstatning for sønnen Claus, som Detlef har fra et tidligere ægteskab, og som til hans store sorg vælger faderen fra til fordel for nazismen.

Bogen falder i to markante dele. Første del er en interessant rejse fra det gamle kultur-Tyskland til det nazistiske vanvid, og det er samtidig en skildring af en ung mand, der har ambitioner og modet til at forfølge dem. Selvom Sierck er kunstnerisk og vild med eksperimenterende teater, så er hans mål altid at nå de mange. Det er nødvendigt for kulturens økonomi – men det er også nødvendigt for den kunstner, der for alvor vil lave verden om.

Anden halvdel er indføring i Hollywoods kulørte verden, hvor vennetjenester og held er endnu vigtigere end i den tyske teaterverden. Under navnet Douglas Sirk laver han en mængde lystspil og B-film, men han laver også socialkritiske og ambitiøse film, hvor en dramatisk kærlighedshistorie trækker folk i biografen, men hvor plottet og subtile symboler bærer et seriøst budskab helt ind i den intetanende tilskuers underbevidsthed.

(Det var især det sidste, der gjorde Sirk yndet blandt senere amerikanske instruktører og filmforskere. For nylig så jeg Pulp Fiction i fjernsynet og lagde mærke til, at det er en ”Douglas Sirk Steak” Vincent Vega bestiller, da han er på 50’er bar med bossens kone.)

Siercks historie er det tyvende århundredes historie. Den er tragisk, fantastisk og voldsom, men den er sjældent kedelig. Jeg var dog ikke så begejstret for Thomsens regibemærkninger, uanset om de handler om, hvorfor Sierck optager ham så meget, eller om hvad der blev af de berømte mennesker, Detlef stødte ind i undervejs. Og når et helt liv og et meget produktivt arbejdsliv rulles ud, kan det næsten ikke undgås, at der kommer lidt opremsning undervejs.… (meer)

Jeg har muligvis læst nogle af Thomsens børnebøger tidligere, men ’Sne på hendes ansigt’ fra 2008 er mit første bekendtskab med ham som voksenforfatter. Bogen er en veloplagt tour de force, hvor vi oplever sidste halvdel af det 20. århundrede gennem Michala Kryles øjne. En fortælling præget af familieskrøner, men også af en langvarig kamp for at gøre sig fri af fortidens overgreb.

Michalas mormor havde nemlig giftet sig med ”Haltefanden” i skikkelse af læreren Johannes. Han var muligvis hellig og en stor mand i det missionske Lejet, men han var også en voldelig undertrykker, der allerede på bogens første sider bliver lige lovlig nærgående over for sin datter Karen, Michalas mor.

Romanen er i vid udstrækning den voksne Michalas forsøg på at komme overens med sin mor. Karen bliver nemlig alkoholiker og ude af stand til at give hende den stabile start på livet, som hun har brug for, og Michala bevæger sig selv dybt ind i Esbjergs musik og narkomiljø i starten af 1970’erne, inden hun kommer ud på den anden side og genopstår som kunstner i Berlin. Den genfødsel virker noget konstrueret. Er det virkeligt muligt at komme så upåvirket ud af et alvorligt misbrug?

Første del handler om forhistorien: Karens opvækst og liv før Michalas fødsel. Her er der flere skrøner og magiske elementer, og det er befriende at fortælleren indrømmer, at hun skriver efter bedste evne og i øvrigt har måttet tilsætte en dosis fantasi for at få enderne til at nå sammen. Grundlæggende handler det om, at hendes eget liv er selvoplevet, mens hun kun har adgang til forfædrenes gennem deres historier – og de bliver mere og mere usandsynlige, jo flere gange de bliver fortalt.

Anden del handler om Michalas opvækst, og det er den bedste. Hun har det ikke nemt i skolen og moderen er ofte fuld, så der er ikke noget at sige til, at hun kaster sig ud i sit nye liv, da puberteten pludselig gør hende smuk og hun finder et håbefuldt band at hænge ud med. Her mærker man hele tiden hendes skrøbelighed. Hun er selv blevet svigtet, og derfor har hun umådeligt svært ved at lade andre komme tæt på. I sig selv er det banalt, men det udfoldes levende og overbevisende.

Tredje del handler om tiden i Tyskland, og her bliver det lidt for meget. Hvor mange svigt og tab skal et enkelt menneske trækkes igennem? Det er ikke nogen dårlig afslutning, men forholdet til sønnen Rolf og hendes kamp for endelig at bryde med morfarens synd fylder for lidt.

’Sne på hendes ansigt’ er en stort anlagt roman om de sidste 70 år. Den er både underholdende og tankevækkende, så jeg kan kun være lidt irriteret over en lemfældig redaktion. Svend Auken var altså IKKE oppositionsleder i 1981.… (meer)