Vi er helt ude på landet oppe ved Limfjorden, ikke langt fra Løgstør. Da Marie ankommer til Villys gård, har hun allerede en lille dreng med sig og endnu et barn i maven. Hun skal være husholderske, og da Villy tilbyder en opgradering til kone siger hun ja. Også selvom betingelsen er, at hun bortadopterer det ufødte barn.

Historien udspiller sig fra starten af 1960’erne til slutningen af 1980’erne. Lisbeth Brun har fint genoplivet en verden og type kvindeskæbne, der både er tæt på og helt fremmed. Før 1970 var Maries historie helt almindelig, men hvis hun var født femten år senere, ville hun snarere være endt som selvbevidst enlig mor.

Det er et klart og fascinerende billede på den transformation som 1960’ernes velstand, opgraderingen af velfærdsstaten og kvindefrigørelsen påførte Danmark. Det er selvfølgelig også en skildring af en landbokultur, der hastigt var under afvikling i takt med, at landbruget kunne forsørge stadigt færre. Men lige netop den del er bedre skildret af Jens Smærup Sørensen og Hans Otto Jørgensen.

Det store drama er Maries historie. Tilsyneladende handler det mest om et kærlighedsløst ægteskab, som hun langsomt distancerer sig fra med et sekretærjob på skolen og en affære med læreren Holger. Men nedenunder lurer det store, unævnelig tab: Opgivelsen af barnet.

”Det er den måde, man skal tænke på. Ikke på det, man mister, men på det, man slipper for.” (90) Sådan tænker Marie på vej til fødestuen, men det er selvfølgelig bare en forfængelig drøm om at kunne styre udviklingen. Som titlen siger, så er i høj grad det, du mister, der ender med at fylde.

Er det skæbnen hun bliver indhentet af? Måske. Hun mener ganske vist, at hendes liv og hendes valg snarere har været styret af nødvendighed. Her udtrykt til vennen og arkitekten Holger:

”- Skæbnen eller en tilfældighed, var det ikke sådan, du sagde?
- Jo.
- Der er også det nødvendige. Det, som du bliver nødt til at gøre.
Han nikker.
- Nødvendigheden som princip. Måske er det det, jeg gør, når jeg tegner et hus. Helst vil jeg bare, at det bliver smukt, men folk skal også kunne bo der.” (100-101)

På den anden side er nødvendigheden vel bare en fin betegnelse for pragmatisme, og ingen kan undslippe deres samvittighed – uanset hvor rationelle valgene var.

”Det du mister” er en selvstændig fortsættelse af ”Vejs ende.” Den har jeg ikke læst, så det med den selvstændige fortsættelse må holde stik. Jeg havde nemlig ingen problemer med at læse romanen her. Lisbeth Brun skriver fint og indfølende om mennesker, der er til at genkende. Dramaet er måske ikke helt så udfoldet, som jeg kunne tænke mig, men det er en udmærket roman. ( )