Klik op een omslag om naar Google Boeken te gaan.
Bezig met laden... Viviandoor Christina Hesselholdt
Borderless Book Club (22) Bezig met laden...
Meld je aan bij LibraryThing om erachter te komen of je dit boek goed zult vinden. Op dit moment geen Discussie gesprekken over dit boek. geen besprekingen | voeg een bespreking toe
WithVivian, her second novel to be published in English, Christina Hesselholdt delves into the world of the enigmatic American photographer Vivian Maier (1926-2009), whose unique body of work only reached the public by chance. On the surface, Vivian Maier lived a quiet life, working as a nanny for bourgeois families in Chicago and New York. And yet, over the course of four decades, she took more than 150,000 photos, most of them with Rolleiflex cameras. The pictures were discovered in an auction shortly before she died, impoverished and feasibly very lonely. Who was this outsider artist, and why did she remain in the shadows her whole life? In this playful, polyphonic novel, we watch Vivian grow up in a severely dysfunctional family in New York and Champsaur in France, and we follow her later life as a nanny and street photographer in Chicago. A meditation on art, madness and identity,Vivian is a brilliant novel by Denmark's most inventive and radical novelist. Geen bibliotheekbeschrijvingen gevonden. |
Actuele discussiesGeenPopulaire omslagen
Google Books — Bezig met laden... GenresDewey Decimale Classificatie (DDC)839.81374Literature German and related languages Other Germanic literatures Danish and Norwegian literatures Danish Danish fiction 1900–2000 Late 20th century 1945–2000LC-classificatieWaarderingGemiddelde:
Ben jij dit?Word een LibraryThing Auteur. |
Vivian Maier var en amerikansk gadefotograf, der fra starten af 1940’erne og frem til sin død i 2009 tog hundredetusindvis af fotografier. Tit og ofte fandt hun sine motiver på storbyernes gader, hvor hun var i konstant bevægelse i sit slidte tøj og sine herresko, der ikke levede op til tidens modeidealer, men som til gengæld var gode at trave i. Maier udstillede aldrig sine billeder og er først senere blevet opdaget som en væsentlig amerikansk kunstner. I stedet ernærede hun sig som barnepige, som var netop den type ufaglært arbejde, der gav hende bevægelsesfrihed. Børnene blev så hevet med, enten i klapvogn eller på egne ben, som de måtte lære at bruge i en vis fart.
Romanen fortæller historien om Maiers opvæks i en tysk-fransk indvandrerfamilie i 1920’ernes og 1930’ernes New York. Familien var netop så levende og alsidig, som man kunne forvente, men det var også en familie præget af store ulykker. Faderen drak alt for meget og blev til tider voldelig, så forældrene levede som hund og kat, og de endte da også med at gå fra hinanden. Broderen blev vagabond og narkoman, og da tiderne var sortest, rejste Vivian med moderen tilbage til den landsby i de franske alper, som de var udvandret fra.
Opvæksten og familiehistorien er det ene tyngdepunkt i bogen. Det andet tyngdepunkt er tiden i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor Vivan var barnepige for familien Rice i Chicago. Det var et af en lang række ansættelsesforhold, som Hesselholdt bruger som omdrejningspunkt for den side af Maiers tilværelse. Det spiller nok også ind, at Chicago med raceuroligheden og demokraternes notoriske konvent i 1968 var omdrejningspunkt for den frigørelsesproces, som bogen også kredser om. En proces, hvor kvinder i langt højere grad fik mulighed for at realisere deres egne drømme og gå deres egne veje.
I Hesselholdts fremstilling var Vivian Maier tydeligvis en kantet personlighed, drevet af en ubønhørlig kunstnerisk skabertrang. At billederne sjældent blev fremkaldt og aldrig udstillet spillede ingen rolle. Her fortæller Sarah Rice om et episode, hvor Vivian ville sælge hende et billede af datteren Ellen:
”’Det er et voldsomt billede, Viv’, sagde jeg, og det var det. Ellen var på vej op ad en lang næsten lodret trappe til en rutsjebane der var snoet som en serpentine. … Men Ellen var alene på den halsbrækkende trappe. Og hvorfor? Fordi Vivian Maier var optaget af at fotografere sceneriet. Hende havde jeg overladt Ellen til. Og hvorfor var jeg der ikke selv ligesom de andre forældre. Der var fædre på billedet, det måtte være en søndag. …
’Kunst er ikke et sted man hygger sig’, sagde hun.” (s. 102-103)
Teksten glider ubesværet fra skildringen af fotografiet over Sarahs alvorlige tvivl til Vivans selvbevidste konstatering af kunstens væsen. Alt sammen skrevet i et smukt og ligetil sprog.
Historien er bygget op i kapitler, som igen er inddelt i små tekststykker med titel efter den person, historien fortælles fra. Det kan være Mr. og Mrs. Rice, oftest er det Viv, andre gange er det hendes familiemedlemmer. Mange tekststykker har titlen ”fortælleren”. De bruges typisk til at fastlægge fakta og fortælle rammerne om historien, men undertiden diskuterer fortælleren også med romanens personer. Den særlige form tydeliggør de forskellige synsvinkler i historien. Jeg er dog ikke sikker på, at fortællerkonstruktionen er andet end et sjovt påfund. Hvis formålet er at tydeliggøre forfatterens position, kan det i hvert fald diskuteres, om resultatet ikke er det modsatte: Fortælleren kan ses som endnu et forsøg på at tilsløre forfatteren, der jo i sidste ende står bag alle personernes ord.
Hesselholdt skriver godt, og Vivian Maier er en interessant skikkelse, som forfatteren formår at give et rigt indre liv og et tæt samspil med menneskene omkring hende. Jeg har ikke set den dokumentarfilm, der satte Hesselholdt i gang med romanen, men netop i skabelsen af nuancerede personer, som man kan relatere til og få en dybere forståelse for, ligger en af romankunstens største styrker. Vivian er letlæst, kompleks og spændende. ( )